Fuglekongen – Danmarks mindste fugl, vejer kun 5 gram.

Fuglekongen – Danmarks mindste fugl. Foto: Cliff Watkinson, CC BY-SA 2.0, Wikipedia.

Fuglekongen er noget særligt. Den vejer kun 5-6 gram, hvilket giver den titlen af Danmarks mindste fugl, men derudover er det en særlig tillidsfuld og aktiv fugl, der især kan opleves i nåleskoven.

Fuglekongen kan ses i Danmark året rundt. Den er både stand- og trækfugl. Om vinteren ses de små fugle ofte mange sammen, hvor de aktivt søger efter føde mellem træernes grene. Man synes ikke der bør være noget at finde på denne årstid – ikke desto mindre evner fuglekongerne at finde små insekter, bladlus og edderkopper som de ernærer sig af.

Lyse, høje stemmer mellem grenene.
Fuglekongerne bruger aktivt deres lyse stemmer, mens de ivrigt vimser rundt efter føde. Lyden er let at genkende når man først har lært sig fuglekongernes spæde, lyse vokal. ”Zi-zi-zi” lyder det vedvarende fra de små fugle. Desværre mister vi ofte med alderen evnen til at høre fuglekongen netop da tonelejet ligger højt.

Meget tillidsfuld.
Fuglekongen kan være forbavsende tillidsfuld – og man kan opleve fuglekonger, der vimser tæt omkring på få meters afstand, imens de ivrigt afsøger grenene for spiselige smådyr.
Særligt i meget kolde vintre bliver tusinder af fuglekonger tvunget til at søge mod syd fra vores nordiske nabolande. Mange vælger at overvintre i Danmark – andre forsætter længere mod syd.

Den lille fuglekonge kendes især på sin gule krone. Foto: Missy Osborn, CC BY-SA 2.0, Wikipedia.

Kongekrone på hovedet.
Bortset fra den gule stribe ovenpå hovedet er fuglekongen klædt i sparsomme naturfarver i brunlige og olivengrønne nuancer. Det gule ”krone” har givet fuglen sit danske navn. Hos hannen ses en mørkere, orange stribe i midten af de gule issefjer.

Bygger rede af edderkoppespind.
Fuglekongerne udnytter ikke kun edderkopper som en skattet fødekilde, men bruger også edderkoppens spind når der i foråret skal bygges rede. Ved brug af edderkoppespind bygger fuglekongen sin rede som en hængekøje, der fores med lav og mos. Reden placeres gerne højt i grantræer.

Kilder: dof.dk, fugleognatur.dk

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...