Der er forår i luften. Lærken synger og de første citronsommerfugle flyver. Nu vågner padderne og begiver sig mod vandhullerne
Hør Butsnudet frø
De tykhudede, vortede skrubtudser er nogle af de første padder, der når frem til vandhullerne. Yk-yk-yk, kvækker tudserne. Dernæst kommer de butsnudede frøer, snart efterfulgt at de spidssnudede frøer, der gerne ser at vandet er en anelse varmere. Nogle af frøerne har faktisk været der hele tiden, idet de har overvintret på bunden af vandhullet, hvor de har trukket vejret gennem huden.
Hør skrubtudsen
Hvor skrubtudserne lægger fine, lange ægsnore, der næsten minder om en halskæde, så lægger frøerne æg i geleagtige klumper.
På gode forårsdage kan vandhullet være fyldt af frøer, hvor man kan høre hannerne kvække for at lokke hunnerne. De brune frøer, butsnudet frø og spidssnudet frø, ligner meget hinanden, men deres stemmer er vidt forskellige. Butsnudet frø har en knurrende-agtig kvækken, hvor spidssnudet frø lyder som små luftbobler, der lukkes ud af en flaske under vand: blup-blup-blup.
Hør spidssnudet frø
Frøerne kan være sky og træder man ud til kanten af et vandhul, dykker frøerne gerne hurtigt under vand – og al kvækken forstummer. Giver man sig god tid og sætter sig stille ned ved bredden, varer det sjældent længe før de første frøer dukker op til overfladen igen – og lidt efter lidt kan man være vidne til frøernes forårskor. En rigtig fin naturoplevelse!
Frøernes æg lægges gerne på det helt lave vand. Her er vandet lunere, hvilket hjælper paddernes æg til at udvikle sig til haletudser. Af samme grund er det vigtigt at gode paddesøer har svagt skrånende bredder og god soltilgang uden høje, skyggende træer.
/MR
Læs mere om Danmarks padder
Forsidefoto: Michal Fuglevic/Dreamstime.com.