Sangdroslen er tilbage

Akvavit, akvavit, akvavit – rigtig tit, rigtig tit, rigtig tit” synger sangdroslen (med lidt god vilje) oppe fra trætoppen. Hør den særprægede drossel her.

Forårstegn er der mange af, men fuglesangens tilbagevenden efter en lang, forholdsvis stum vinter, er vel det mest skattede tegn på forår af dem alle? Her er sangdroslen (Turdus philomelos) ingen undtagelse. Den ellers ret uanseelige, brune drossel, der er et nummer mindre end sin fætter solsorten, har en stemme, der i pragt og styrke bemærkes og høres vidt og bredt.
Den hjemvendte udenlandsdansker har tilbragt vinteren i det sydligste Europa eller måske endda i det nordlige Afrika. I marts vender den tilbage til Danmark, hvor den i ly af natten tager den lange flyvetur mod nord. Pludselige sidder den der og giver skov, have og hegn stemme igen.
akvavit, akvavit, akvavit – rigtig tit, rigtig tit, rigtig tit” synger den gentagne gange som et led i dens brede repertoire – som om den ved at danskerne lader op til påskefrokoster landet over.

Hør sangdroslen her:

Murermesterbolig

I yngletiden – april-juni, lægger sangdrossel-hunnen 5-6 fine, blå æg i reden. Og netop reden er noget særligt. Nærmest en murermesterbolig. Redeskålens bund og inderside  bliver på det nærmeste muret op af spyt og gammelt, trøsket træ.

Sangdrosselrede
Sangdrossen lægger de fineste, lyseblå æg i en redebund muret af spyt og smuldret træ. Foto: NottsExMiner, CC BY 2.0, Wikipedia.

Mester i at spise snegle

Af og til kan man på og omkring en flise eller sten finde mængder af smadrede sneglehuse, typisk lundsnegle og havesnegle. Det er sangdroslens særlige værk. Sangdroslen er specialist i at tage disse snegle og evner at slå deres hus i stykker ved at smadre dem mod en udvalgt sten.
/NL

Kilder: Dofbasen.dk, Naturhistorisk Museum. Lydoptagelse: Volker Arnold, xeno-canto.org.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...