Forårstegn i februar

Der er forår i luften! Allerede i februar er der forårstegn.

Trækkende traner på morgenhimmel. I milde vintre bliver nogle traner i Danmark. Her fra Vejlerne i Nordvestjylland.

Selvom vi endnu er i februar er de første forårstegn godt i gang. Sanglærkerne trækker henover himlen og enkelte er endda begyndt at synge (hør den her) og flere andre fugle følger trop bl.a. musvitten, der glad og energisk synger “mu-svit, mu-svit, mus-vit“.

Vidste du at erantis er fire år om at blomstre?

I haven er de første vintergækker og erantis fremme. Pilens hanblomster (gæslinger) er hist og her fremme. Det varer ikke længe før også de første krokus begynder at give farvespil i den endnu vintergrå have. På himlen er der mange trækkende gæs – og der er allerede meldinger om de første traner.

Der er forår i luften. Skovduerne kurrer og spætten trommer.

Skovduerne er begyndt at kurre og i skoven trommer spætten. Haren har nogle steder allerede født det første hold harekillinger og flere fugle er allerede begyndt at lægge æg bl.a. natuglen. Korsnæbbene er endnu længere fremme og har allerede unger i reden – uanfægtet at der stadig kan komme sne og frost.

De papagøjelignende korsnæb har allerede unger i reden. Netop nu bugner nåleskoven nemlig af koglefrø.

Forsætter det milde vejr varer det ikke længe før citronsommerfugle dukker frem. De tidligste citronsommerfugle kan i milde år været fremme allerede i januar, men normalt er de først på vingerne i marts. De har ganske utroligt og næsten mirakuløst overlevet vinterens kulde og snedække ved at sidde stille mellem stedsegrønne blade eller i huller og revner i gamle træer.

Citronsommerfuglen har overlevet vinteren ved at gemme sig mellem blade eller i barkrevner. Den tåler både frost og at blive dækket af sne. De første citronsommerfugle ses normalt i marts, men kan forekomme tidligere i milde vintre. Foto: NaturGrafik.dk og Matauw, Dreamstime.com.

Featured foto: Harekilling, Sakalouski Uladzislau, Dreamstime.com

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder