Når snogen bliver blåøjet

I forbindelse med at snogen skifter ham, bliver slangens øjne mælkede og uklare. Derfor den blålige farve.
I forbindelse med at snogen skifter ham, bliver slangens øjne mælkede og uklare. Derfor den blålige farve.

Der er forår i luften og snogene er kommet frem fra deres vinterdvale. I det tidlige forår kan man opleve klynger af solbadende slanger på samme sted. Det er oftest hannerne, der dukker først frem fra vinterens skjul.

Snogen skifter overtøj

Det er snart parringstid og det er med at være på pletten når damerne indfinder sig. Der er dog lige noget, der skal klares først. Klædedragten skal skiftes! Det er tid for hamskifte!

Når slanger vokser skal overtøjet kunne følge med. Det gør slanger ganske smart ved at den gamle hud (der kaldes for ham) revner og krænges af – og nedenunder er det yngre slangeskind klar til at tage over. Voksne snoge skifter typisk ham to gange om året.

snog_blueeye3

Stæreblind

I tiden lige før hamskiftet løsnes de gennemsigtige skæl over øjnene og mellem den nye og gamle hud dannes en væske, der får snogens øjne til at blive blålige og mælkede. I dagene op til hamskiftet er snogen stort set blind og holder sig gerne i ro et sted, hvor den kan solbade i fred.

Snogen kravler ud af sit ham i ét stykke. Den “nye” snog fremstår i en ren klar farve, oftest glinsende sort, og atter med et skarpt blik. Klar til at møde hunnerne, der så småt er ved at vågne fra vinterens dvale.

I Danmark kan man finde efterladt slangeham fra både snog og hugorm.
Efter hamskifte er snogen fin og glinsende i sin nye klædedragt. De fleste danske snoge er sorte, men der findes grålige og blågrå varianter.

Kilde: Nordens Padder og Krybdyr, Kåre Fog, Schmedes og de Lasson.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder