Havørne anklages for at tage lam

Fotos af en havørn, der bærer et lille, nyfødt lam i kløerne, har genoptaget den langvarige fejde mellem landmænd og naturbevarere i Skotland.

De fåtallige rovfugle har været genstand for et genindførelsesprogram i forskellige dele af Skotland siden 1975. Havørne lever normalt af fisk, ådsler og andefugle, men flere skotske landmænd hævder, at ørnene nu tager et stort antal lam i højlandene og på øerne.

Den flyvende dør.
Det seneste billede af en havørn med et lam blev taget, da ørnen fløj over North Connel, Argyll og Bute i det vestlige Skotland. Havørnen går også under tilnavnet “den flyvende dør” på grund af det store vingefang, der kan måle næsten 2,5 meter.

Colin Cameron, en Lochaber-landmand, fortæller, at han har mistet lam gennem årene til havørnene og beskriver en nylig hændelse, hvor et lam blev dræbt, og et andet blev efterladt med “et hul i siden”. “Antallet af disse fugle er stigende, og det er et stort problem nu, ikke kun ved læmning, men hele sommeren“, siger Colin Cameron til The Telegraph, og tilføjer at ørnene er blevet “almindelige som krager”.

The Royal Society for the Protection of Birds (RSPB), hævder at de fleste lam tages som ådsler, altså lam, der allerede er døde inden ørnene ankommer.

Havørnen er genindvandret til Danmark.
I Danmark har havørnen været dansk ynglefugl siden stenalderen, men blev herhjemme udryddet i 1920'erne som fast ynglefugl. I 1990'erne genindvandrede havørnen igen til Danmark og er i dag vores mest almindelige ørn omend den stadig er fåtallig.
/JN
Kilder: The Telegraph, rspb.org.uk, eagleworld.dk.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder