Bid fra danske edderkopper.
Af de mere end 500 arter, der findes i Danmark er det kun nogle få arter, der formår at bide igennem menneskehud. De er alle ufarlige for mennesker. Stor rovedderkop (Dolomedes fimbriatus) og vandedderkoppen (Argyroneta aquatica) kan give et ufarligt, men meget ubehageligt bid, der føles som noget nær et stik fra en hveps.
Der kendes også flere eksempler fra bid fra barkedderkoppen (Nuctenea umbratica) – også kaldet flad hjulspinder. Fra England beskrives bl.a. et tilfælde med en barkedderkop, der bed en pige, der tørrede sig med et håndklæde som edderkoppen havde gemt sig i. Resultatet var et bid, der gav ømhed og lettere stivhed i armen i to dage. (britishspiders.org.uk). Natural History Museum har samlet flere eksempler om bid fra denne art. I de senere år har vi også her på NaturGuide.dk modtaget flere beretninger fra læserne om bid fra netop denne art.
Den danske art repræsentant for fugleedderkopperne, Nordlig Fugleedderkop Atypus affinis har særligt lange giftkroge – op til 5 mm, der derved i længde kan måle sig med hugormens gifttænder. Alene af den grund må den antages at kunne efterlade et ganske mærkbart bid, men der forelægger ikke meget litteratur på området. Arten hæver beredvilligt sine giftkroge, hvis den provokeres eller trues.
Andre større edderkopper som stor husedderkop (Eratigena atrica) og hvepseedderkoppen (Argiope bruennichi) samt nogle af de større hjulspindere (korsedderkop og kvadratedderkop m.m.) kan også bide igennem menneskehud på tynde steder. Der forelægger også beretninger om bid fra den lille perleedderkop, der ofte findes i haver.
Mariehøneedderkoppen (Eresus niger), der er ret sjælden herhjemme, siges at have et kraftigt bid, der skulle gøre ganske ondt (Gejrfuglen, 98-4, A. Pedersen, M. Hansen), men litteraturen er sparsom.
I de senere år har NaturGuide.dk også modtaget beskrivelser om at arten huskartespinder (Amaurobius similis) kan bide ubehageligt og mærkbart. Læs en beretning her.
Også vedr. museedderkoppen (Scotophaeus blackwalli) har vi modtaget beretninger og billeddokumentation fra læsere, der har oplevet bid.
Ruderat Husedderkoppen (Eratigena agrestis – tidl.Tegenaria agrestis) er først kendt fra Danmark fra 2002, hvortil den har bredt sig sydfra. Der er ingen officielle rapporter i Europa om alvorlige bid fra denne edderkop, men tilsyneladende samme art er i USA under navnet Hobo spider kendt for mange alvorlige bid. Arten er den eneste danske, hjemmehørende art, der ved lov er forbudt at holde i fangenskab (Bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr m.v.).
Generelt gælder for ovennævnte arter, at de er ganske harmløse og risikoen for bid forekommer kun, hvor edderkoppen tages i hånden eller på anden vis klemmes.
Verdens giftigste edderkopper er relativt små.
De store edderkopper er nok mest frygtet, men de giftigste edderkopper er alle relativt små edderkopper.
Verdens giftigste edderkopper regnes for at være Sydney tragtspinderen (Atrax robustus), der lever i Australien og har en kropslængde på ca. 4 cm. samt den brasilianske vandreedderkop, Phoneutria nigriventer, (også kaldet bananedderkop) der måler ca. 4,5 cm.
Den sidstnævnte edderkop transporteres af og til uforvarent med sydamerikanske varer til Europa og der kendes eksempler på at danske supermarkeder har fået giftigt besøg af den brasilianske vandreedderkop, der var indført med bananer. Mere hyppigt sker det at de berygtede sorte enker fra bl.a. USA eller Australien dukker op herhjemme. Enkerne kommer sammen med importerede varer i skibscontainere, biler m.m. Bid fra ovennævnte arter kan forårsage dødsfald hos mennesker, men generelt er det meget sjældent at mennesker dør som følge af edderkoppebid.
Giften
Edderkoppens gift består af to hovedbestanddele, neurotoxiner, der er en nervegift, og proteinnedbrydende enzymer. Enzymerne forårsager lokale vævsødelæggelser (nekroser). Edderkoppens giftkroge fungerer som kanyler, der leder giften ind i byttet.
Bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr m.v.
Kilder: britishspiders.org.uk, Natural History Museum, London m.fl.
