Europas vadefugle: Storværk om vadefuglene.
Læst og vurderet af naturskribent Søren Olsen.
Det er et af naturens smukkeste skuespil, når store flokke af sort-hvide klyder danser rundt i luften. Det kan man blandt andet opleve ved Rømødæmningen i Vadehavet om efteråret, hvor flere tusinde klyder samles før de trækker ned til Holland for at overvintre. Den smukke klyde kaldes også skomagerfugl på grund af sit opadbøjede næb, der minder om skomagerens krumme syl.
Om klyden og cirka 80 andre vadefuglearter fortælles der i ornitolog og fuglefotograf Lars Gejls bog, ”Europas vadefugle”. De spændende vadefugle ses ofte ude på mudderfladerne eller i vandkanten ved kysten. Men de kan være vanskelige at sætte navne på. Her er bogen en hjælp. Den er i stort format, så man rigtig kan se detaljerne. Og den er ikke bare en fotografisk bestemmelsesbog, men beskriver også fuglenes ynglebiologi, træk og udbredelse. Og bare det at sætte sig ned og nyde de mange smukke fotos af vadefuglene er i sig selv en oplevelse.
Som fuglegruppe er vadefuglene lette at kende med deres dråbeformede krop, forholdsvis lange næb og lange ben. Desuden har mange af dem en unik fremtoning, som for eksempel netop klyden med det specielle næb. Vadefuglenes adfærd kan også være speciel. Som dobbeltbekkasinen, der ”synger” med halefjerene, eller hunnen hos sortklire, der forlader han og unger efter klækningen.
Lars Gejl: Europas vadefugle. 400 sider, Vejledende pris 399 kr. Gyldendal 2015.