Skvalderkål – tre nemme opskrifter!

Spis dit ukrudt! Skvalderkål kan spises og bruges i mange retter. Her er tre lette opskrifter med skvalderkål.

Spis dig igennem skvalderkålen! af Marianne Riis, VisitNature.
Skvalderkål! De fleste kender den som den irriterende ukrudtsplante i haven som næsten er umulig at udrydde. Personligt har jeg efterhånden fået et had/kærlighedsforhold til planten, hvor kærlighedsdelen er blevet større med tiden. Jeg har delvist ændret mit syn på planten fra ukrudtsplante til nytteplante (det skal dog lige nævnes, at jeg stadigvæk kæmper i visse bede for at holde planten nede).
Skvalderkål kan være helt fantastisk og kan ikke bare erstatte eksempelvis koriander og spinat, men den er også dejlig i mange andre sammenhænge. En af mine store favoritretter er (udover de skønne salater – som er et must hvis man endnu ikke har prøvet dem) brød med Skvalderkål. Det er dejligt frisk og især i foråret og tidlig sommer, hvor skuddene endnu er små kan det varmt anbefales. Her er et par nemme opskrifter at starte med og ellers er det jo kun fantasien som sætter grænserne.

Boller med Skvalderkål (12-15 stk):
Ca. 450 g hvedemel
2½ dl mælk
1 pakke gær (50 g)
3 spsk. olivenolie
2 tsk. Salt
1 stor håndfuld skvalderkål (uden stængel)

Sådan gør du:
-Gæren røres ud i lunken mælk. Melet (gem lidt til æltning ), salt og olivenolie tilsættes og det hele æltes godt igennem.
Skyl skvalderkålen og tør den godt (slyng den eventuelt). Hak den helt fint og ælt den ind i dejen. Lad dejen hæve i ca. 1 time ved stuetemperatur. Husk at lægge et viskestykke over.
Dejen formes herefter til boller som skal efterhæve i ca. 20 minutter.
Bollerne bages i midten af ovnen ved 220 grader i ca. 15 minutter.
Bollerne kan eventuelt pensles med mælk eller pisket æg inden bagning, men det er ikke nødvendigt.

Lækker sandwich med skvalderkål.

Sandwich med kylling og skvalderkål (2 personer):
200-300 g økologisk kyllingebryst
Salt og peber
Lidt olie
4 stk. grov toast- eller sandwichbrød
1 avocado
1 tomat
1-2 håndfulde skvalderkål
Eventuelt lidt almindelig salat (undgå kraftige salater som eksempelvis rucola, da de nemt kan overdøve smagen af skvalderkål).

Sådan gør du:
-Kyllingen grilles eller steges på panden med lidt olie og skæres herefter i skiver. Brødet ristes på grill eller brødrister (smøres eventuelt med lidt mayonnaise). Stenen fjernes fra avocadoen og resten skæres i skiver. Skvalderkål skoldes og tørres. Hvis man også ønsker lidt almindelig salat i sin sandwich skylles og tørres det. Salat og skvalderkål hakkes i mindre stykker. Tomaten skylles og skæres også i skiver. Det hele samles i lag imellem to stykker brød. Så er der serveret. Nemt og hurtigt.

Tærte med skvalderkål. Min mands favorit blandt de mange retter med skvalderkål.

Tærte med skvalderkål:
Tærtedej:
½ dl koldt vand
250 g mel
125 g smør
½ tsk. Salt
Fyld:
100 – 150 g skvalderkål (2-3 store håndfulde)
25 g smør
1 dl. Fløde
2 æg
Ca. 250 g. hytteost
Stødt muskatnød, salt og peber

Sådan gør du:
-Smulder smørret i melet fint. Tilsæt salt og vand. Dejen samles, pakkes ind i film og lægges i køleskab i ca. 1 time.
Rul dejen ud og læg den i en let smurt tærteform. Forbag dejen i ca. 10 min ved 200 grader. Husk at prikke i bunden inden.
Skvalderkålen skylles godt og stænglerne plukkes af. Tør godt – slyng det eventuelt tørt. Put herefter skvalderkålen i en gryde med smørret og varm op. Rør rundt indtil det falder let sammen. Herefter tilsættes fløden samt lidt salt, peber og muskatnød efter smag. Det hele koges i 5-10 min.
Hytteost og æg blendes og blandingen med skvalderkål blendes med til sidst.
Fyldet hældes i den forbagte tærtebund og det hele bages færdig i ca. 35-40 min ved 180 grader.
Serveres med frisk salat.

TIP: Hvis man nu ikke har skvalderkål i haven, kan man også bruge brændenældeblade eller mælkebøtteblade. Man kan også sagtens blande alle tre sammen efter behag.

HUSK: at skolde skvalderkålen inden du bruger den. Gør det i en glas- eller porcelænsskål eller i en gryde. Mange plastskåle indeholder melamin. Et stof som frigives ved varme over 70 garder C og som blandt andet kan være sundhedsskadelig.

VIGTIGT: Skvalderkål er en skærmplante og da nogle af disse planter er giftige er det vigtigt, at du er opmærksom på, at det er skvalderkål du har fat på. Skvalderkål (Aegopodium podagraria) kan især kendes på den glatte furede stængel. Bladene er dobbelt 3-delte og takkede. Den vokser de fleste steder, såsom parker, haver, skove mm, men gerne i fugtig og næringsrig jord. Den blomstrer i juni-august.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder