CORONA – cluster 5.
En mørk novemberdag blev Nordjylland lukket ned på grund af en muteret coronavirus opstået fra en landsdelens mange minkfarme. I foreløbigt en måned frem skal nordjyderne isolere sig fra omverdenen. Nordjyderne har dog et plus i baghaven: Danmarks vildeste natur!
Af Marianne Riis, VisitNature

Erhvervslivets aktiviteter er indskrænket, større børn hjemsendt fra skole og forældre arbejder så vidt muligt hjemmefra. I foråret, hvor hele landet for en stund lukkede ned, oplevede vi hvordan danskerne, herunder nordjyderne, i højere grad end normalt søgte ud i naturen. Denne gang er det kun nordjyderne, der er ramt – men også denne gang ventes befolkningen i stigende grad at benytte sig af naturens muligheder. Netop her har nordjyderne særlige fordele. Landsdelen rummer noget af Danmarks flotteste og vildeste natur! Corona-krisen har fået flere til af få øjnene op for at naturen har en værdi i sig selv.



Vi har selv base i det nordvestjyske med naturreservatet Vejlerne, Bulbjerg, Hanstholmreservatet og Nationalpark Thy lige om hjørnet – alle kan nås indenfor kommunegrænsen. Nabokommunerne er også godt med og rummer fantastiske områder som Fosdalen, Store Vildmose, Jyske Ås, Rubjerg Knude og de mægtige klitheder. Der er basis for storslåede naturoplevelser i de nordjyske kommuner.
Det er bare med at få vandrestøvlerne på og turtasken på ryggen. Corona-tiden vil blive en historisk tid vi aldrig glemmer, men forhåbentlig også en tid, hvor en anderledes prioritering og sammenhold vil give de enkelte familier en anderledes fælles oplevelse vi ellers kun kender fra ferier.
Tag ud op oplev vores fantastiske land! Mærk naturen og elementerne derude.
Skab dine egne oplevelser og få det bedste ud af tiden!

Læs også Naturen i november.
Forsidefoto: Troldsting ved Bulbjerg, Jammerbugten.