Inden for de næste tre år vil Dansk Supermarked Group sikre, at hverken den røgede makrel, fiskeolien eller kattemaden stammer fra truede fiskebestande eller forurenende dambrug.
Alle fisk og skaldyr på Dansk Supermarkeds butikshylder skal være bæredygtige – dog først om 2-3 år, inden udgangen af 2019. Sådan lyder målet fra Bilka, Netto og Føtex, der er udformet i tæt samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.
Ifølge FN er 90 procent af verdens fiskebestande enten fuldt udnyttede, overfiskede eller helt på grænsen til kollaps. Og ofte bliver fiskene fanget på en måde, der skader havmiljøet.
Svært for forbrugeren.
Når man som forbruger står i supermarkedet, kan det være svært at finde ud af, om den fisk, man har i hånden, er et ansvarligt valg eller endnu et bidrag til overfiskeri og overudnyttelse af havets ressourcer. Det er ikke altid lige let at afgøre om den dåse tun man står med i hånden kommer fra MSC-certificerede tunfiskerier, der er bæredygtige eller om frysediskens rødspættefileter er fanget på en naturskånsom måde. I Netto, føtex og Bilka er målsætningen, at kunderne skal slippe for at skulle bekymre sig om dette.
Nej til forurenende dambrug.
Inden for de næste tre år vil Dansk Supermarked Group sikre, at hverken den røgede makrel, fiskeolien eller kattemaden stammer fra truede fiskebestande eller forurenende dambrug. Sortimentet på fisk og skaldyrskal gøres så ansvarligt og bæredygtigt som muligt ved at skubbe til leverandørerne og samtidig styrke gennemsigtigheden fra hav til bord.
Ofte er der også en god historie bag bæredygtigt fiskeri. I det lille fiskerleje ved Thorupstrand ved Jammerbugten er skånsomt, bæredygtigt fiskeri netop blevet et brand, der har givet de lokale fiskere succes.
Kilde: Pressemeddelelse fra Dansk supermarked og WWW Verdensnaturfonden.
/JN