Forleden var vi en tur ved kysten – hele familien for at fange krabber og stryge rejer. I øvrigt en fantastisk – og ganske gratis familieaktivitet. Selvom kalenderen siger sommer måtte børnene dog flere gange ind på land for at få varmen igen. Ofte er pvc-waders fine til sommerbrug og man kan fint tage et par varme bukser indenunder, men vil man opholde sig længe og tålmodigt i vandet – og bruge de samme waders hele året, så er det neopren-waders, der skal til.
Af naturvejleder Niels D. Lisborg.
Vi fik mulighed for at prøve et par neopren-waders i juniorstørrelse via Juniorgrej.dk. Jeg havde som jæger og lystfisker ikke før hørt om det amerikanske mærke Oaki, der har base i Salt Lake City i USA, men som mange andre amerikanske og nordiske outdoormærker produceres i Kina. Ud fra forældre-bedømmelser på nettet får Oaki-waders'erne god kritik og kvaliteten virker også umiddelbart solid og lovende da vi står med produktet i hænderne.
I waders efter søens aborrer
Der var kun en ting at gøre! Ud at fiske! Da det ikke lige er sæson for havørred overvejede vi i stedet at gå efter kyst-makreller, men i sidste ende endte det med en tur til søen efter aborrer. Solskin og godt sommervejr er ideelt til aborrefiskeri og den fine fisk findes næsten i alle søer. En del af søerne i de statsejede skove og naturområder er efterhånden udlagt til frit fiskeri, så det er ikke længere svært at tage børnene med på fisketur. På Naturstyrelsens side udinaturen.dk kan du finde søer med frit fiskeri. Vælg menuen “Ved vandet” og derefter “frit fiskeri” for at se de aktuelle søer i dit nærområde.
Real tree camouflage!
De amerikanske Oaki-waders oprindelse fornægter sig ikke når man ser på look'et. Real tree camouflage! Oprindeligt er de nok møntet på andejægere over there, men drengene fandt kamuflagen sej og disse waders gør sig faktisk ganske godt ved søens bred – omend det næppe har betydning for fiskeriets succes.
Selerne over skuldrene klikkes let fast – og justeres let. De er behageligt brede, så de ikke generer, selv i en tynd sommer-t-shirt.
Forrest på maven er der en praktisk lomme, evt. til lidt fiskegrej. Waders'erne virker til at sidde godt. Ryggen er ret høj. Pasformen virker god, så det også er muligt at sidde på knæ på bredden og ordne fiskegrej. Der er desuden forstærkninger på knæene. Alle indvendige sømme er tapede som en ekstra barriere når det gælder om at holde tæt og tørt.
Neopren-tykkelse er 3,5 mm, hvilket er tilpas tykt til at man kan bruge dem på kolde vinterdage med varme underklæder, men også til en bedre sommerdag – som nu denne, hvor solen skinner fra en blå himmel ved aborresøen.
Aborrer kan fanges på mange forskellige måder – både med agn, blink, spinner eller flue. Med drenge på henholdsvis 5 år og 7 år så er agn med den klassiske røde/hvide prop et hit. Den klassiske regnorm virker næsten hver gang, men en pose frosne rejer kan også fint bruges – og rejen er nemmere for børnefingre (og måske mindre barbarisk) at sætte på krogen.
Neopren er det samme materiale, der kendes fra vintergummistøvler og som jeg også kender fra min våddragt når jeg dykker. Det gummiagtige materiale indeholder små, luftfyldte hulrum, der virker isolerende og i øvrigt giver en del opdrift (en af årsagerne til at dykkere bruger blybælter). Opdriften kan være en fordel, men også det modsatte, hvis man falder i vandet da benene bæres op af neopren-waders, hvor det hellere burde være overkroppen. Det kan derfor være en god ide med en fiske-flydevest – ikke mindst til børn. Der medfølger et bælte, der er beregnet til at spænde tæt om livet uden på waders'erne. Derved skulle vandindtaget reduceres, hvis man falder. Generelt bør børn ude på vandet i waders altid være under opsyn af en voksen.
Oaki-waders'erne stod sin prøve – og blev lynhurtigt adopteret af min ældste på 7 år. Måske hjalp det også at aborren bed godt og at der samlet blev landet 5 fisk den dag ved søen. Disse neopren-waders til børn fås i øvrigt fra størrelse 2 år til str. 12/13 år (22-41). Oaki-waders til børn kan købes hos Juniorgrej.dk og koster i skrivende stund kr. 899,-
Tip: Når dine waders har været i brug, så skyl dem gerne udvendigt med haveslangen, hvis du har fisket i saltvand. Hæng dem op så de kan tørre. Gerne med fødderne op ad. Opbevar dem tørt og, om muligt, frithængende for længere levetid.
NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.