Lystfiskere skræmmer fugle væk fra åen for at passe på fisk.

Frivilligt vagtværn skal skræmme fiskespisende fugle væk fra vandløbene i forårsperioden.

Hvad golf og cykelsport er for nogle er lystfiskeri for andre. Lystfiskeri er big business og generer årligt en omsætning på knap 3 milliarder kroner i Danmark, ifølge Fødevareministeriet.

Men fisk skal der til! Hvert år udsættes store mængder ørred- og lakseyngel, såkaldte smolt. Smolt er unge fisk, der migrerer fra ferskvand til saltvand – for senere i voksenlivet at vende tilbage til vandløbene. Hvert år udsættes der ca. 1,6 millioner ørredsmolt i mundingerne af de danske vandløb. Problemet er bare at andre end lystfiskere holder af fisk. Ikke mindst skarver, hejrer, lappedykkere, terner og måger.
Derfor har Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med en række lystfiskerorganisationer nu iværksat et landsdækkende vagtprogram, hvor frivillige kan melde sig til at skræmme fiskespisende fugle væk fra vandløbene.
De frivillige lystfiskere, der melder sig til vagtordningen, skal råbe og fægte med armene, hvis fugle nærmer sig vandløbet. Det skriver FishinginDenmark.info. Efter planen skal vagterne skræmme fuglene i forårsperioden april-maj. Spørgsmålet er om vandløbenes andre, ikke-fiskespisende fugle kan skelne at råberi og fægtende arme ikke er møntet på dem.

Kilder: Dr.dk, mfvm.dk, fishingindenmark.info. Foto: Timurpix, Dreamstime.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...