Klar til vandreturen?

Danmark er et godt vandreland, hvor der i de senere år er kommet flere, spændende ruter. Vandring er både for børn, unge og ældre. Her får du gode råd til forberedelse af vandreferien.

Af Niels D. Lisborg

Det fantastiske ved at vandre er at man oplever verden på en helt anden måde. Der er tid til indtryk og mærke dufte, se og lytte – alt sammen i et tempo, der passer dig.

Vandreferie byder på masser af oplevelser. Foto: Igor Mojzes/Dreamstime.

Vandreferien kan tilpasses og gennemføres i mange former. Det kan være “vildmarksmodellen”, hvor man undervejs overnatter i naturen. Mulighederne for overnatning i det fri er vokset betydeligt i de senere år, hvor der nu findes over 200 skove med fri teltning. Dertil kommer de mange shelterpladser, hvor du sparer at medslæbe teltet undervejs. Flere bruger hængekøjer, der forholdsvis let spændes op mellem to træer – og så er sengen redt op! Vidste du at det er tilladt at sove i hængekøje i alle statens skove? – ligesom det også er tilladt at sove under åben himmel. Den sidstnævnte mulighed er i øvrigt også tilladt på stranden, så længe du nøjes med et liggeunderlag og en sovepose – og frit udsyn til nattens stjerner.

Vandreture er for alle aldre. Foto: Monkey Business Images/Dreamstime.

En anden vandremodel er vandre mellem mere komfortable og måske luksuriøse overnatningssteder. Det gode ved vandreturen er netop at man også forbrænder energi og får motion – og derved tynger det ikke samvittigheden så hårdt når man om aftenen nyder en god middag og et glas vin, mens benmusklerne og fødderne holder fri.

Jeg kan lide begge modeller – både den primitive overnatning med bål ude i det fri og den mere selvforkælende med gourmet og wellness som præmie efter dagens vandring.

Forberedelse til vandreturen

Tilpas turen til din grundform og erfaring. Har du aldrig vandret før, så vælg eventuel en overskuelig rundtur med udgangspunkt fra dit logi (lejrplads, bed and breakfast, hotel eller feriecenter m.v.). Min kone og jeg havde sidste år fået et gavekort til et Comwell-ophold ved Rebild. Vi brugte dagen til at vandre rundt i de smukke Rebild-bakker og den nærliggende Rold Skov og endte – rig på oplevelser, tilbage ved hotellet sidst på dagen.

Træn til turen og afprøv fodtøj, grej og beklædning

Det er en god ide, at træne til vandreferien i god tid, så du er på forkant med dit grej – både fodtøj, rygsæk og beklædning. Køb dine vandresko- eller vandrestøvler i god tid. Start aldrig en vandreferie med helt nye sko eller støvler. Da jeg var i Forsvaret fik jeg at vide at støvlerne skulle gås til. Det er da også min erfaring at fodtøj bliver blødere og kan udvide sig lidt ved brug. Det er dog vigtigt at dit fodtøj passer perfekt til din fod straks ved køb og føles rigtig. De fleste har faktisk lidt større fødder om eftermiddagen (hvor fødderne gerne er varme og kan være let hævede), hvorfor det er et godt tidspunkt at prøve fodtøj. Husk når du vandrer og dine fødder bliver varme, så hæver fødderne – og det skal der være plads til.

Vandresko eller vandrestøvler?

Valg af vandresko eller vandrestøvler? Syntetisk eller læder?

I almindeligt dansk sti-terræn kan gode vandresko være at foretrække frem for vandrestøvler. Sko er betydeligt lettere – og ikke så (ubehageligt) varme i sommerperioden. I meget kuperet terræn og egentlig bjergvandring kan støvlerne være at foretrække, da støvlerne yder en noget bedre støtte. Støvlerne leder dig også bedre igennem blødt terræn (moser) og beskytter bedre mod f.eks. hugormebid, hvis du går off-road. I Afrika har jeg brugt læderstøvler, der generelt har en god åndbarhed, hvilket mine fødder sætter pris på. Under nordiske forhold foretrækker jeg normalt syntetiske støvler med en vandtæt membran som f.eks. GoreTex, da disse støvler er lettere – og holder fødderne tørre. Læs mere om støvlevalg.

Rygsæk

Det er langt det skønneste at vandre let med minimal oppakning. Når det er muligt foretrækker jeg en velsiddende 20 liters rygsæk, hvor der lige er plads til mad- og drikke og bl.a. et sæt regntøj og et par ekstra sokker. På nogle ture må man bare have alt grej og udstyr med på ryggen. Jeg har selv vandret med en 130 liters rygsæk i Grønland og i bjergene i New Zealand. Pak generelt så let som muligt – og sørg for at din rygsæk sidder godt og passer til dig.

Skal du have telt, sovepose, trangia m.m. med på ryggen, så kræver det en større rygsæk som denne.

Gør dine fødder klar

Sørg for at din fødder er i orden. Reducer hård hud og brug gerne en fodcreme. Foto: Nicky Jacobs/Dreamstime.

Bløde, smidige fødder er et godt udgangspunkt for en succesfuld vandretur. Det er måske ikke det mest maskuline at tage et fodbad og dernæst sidde og file hård hud af fødderne – og smøre dem ind i en fodcreme, men det er godt givet ud. Hård hud kan bidrage til vabler og creme kan gøre huden blød og reducere revner i huden. Det er også vigtigt at tåneglene er klippet inden turen.

Et par gode vandresokker er pengene værd.

Husk gode vandresokker

Tørre fødder og gode vandresokker reducerer risiko for vabler. Foto: Rdonar/Dreamstime.

Jeg får selv nemt ret varme fødder når jeg vandrer. Svedige, våde fødder er en genvej til vabler. Jeg sørger derfor for at have nogle tørre ekstra sokker med i bagagen. Friktion i huden er også vejen til vabler. Køb et par gode vandresokker (annoncelink til tilbud), så er du hjulpet godt på vej. Tidligere brugte jeg altid en tynd indersok og en tykkere ydersok for at reducere den friktion, der giver vabler. Vandresokkerne har dog udviklet sig i relation til bedre facon og elasticitet – og gode vandresokker sidder i dag tæt om foden. Undgå bomuldsstrømper, men vælg uld eller kunststof. Mange moderne vandresokker er netop en kombination af uld og kunststof (nylon og elastan).

Lidt til fødderne med på tur

Her har jeg listet nogle af de ting, der er værd at overveje – med annoncelink til tilbud. Det kan være en god ide at medbringe vabelplaster (annoncelink til butik) på turen. Det kan sætte en bremse for hele turen, hvis fødderne begynder at gøre ondt. Har du tendens til meget varme fødder kan et drys talkum (annoncelink til butik) inden afgang være værd at overveje. Talkum hjælper med at holde huden tør og absorberer fugt. 

Har du fået åbne vabler kan f.eks. Hansaplast Wound Spray (annoncelink) være en hjælp til at rense og undgå infektion. Sprayen er desinficerende og kan anvendes på overfladiske snitsår, hudafskrabninger, rifter og åbne vabler.
Om aftenen, efter en dags vandring, kan det være rart at give sine fødder lidt massage, kombineret med en fodcreme (annoncelink til butik), der holder huden blød og smidig.

Med lidt forberedelse er du på hjemmebane med dit vandregrej – og du minimerer risikoen for dårlige oplevelser. Vandring er i stigende grad blevet populært – og ikke uden grund da man oplever omgivelserne på en helt anden måde. God tur derude!


NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE