Jeg har før klatret i bjerge og vandret i ørkener i sandaler, men ikke hvilken som helst sandaler! Gode vandresandaler stiller krav til sandalens udformning, ergonomi og materialevalg m.m. Vi tester et par nye modeller fra Birkenstocks outdoor-collection.
NB: Udover materiale til test stillet til rådighed af Birkenstock modtager NaturGuide.dk ikke provision af denne artikel.
Mine gamle Ecco-sandaler har efterhånden fået så meget patina at de bør overgå til en velfortjent pension. Derfor var det kærkomment at jeg fik mulighed for at teste Birkenstocks nye outdoor-sandal på en forestående tur i den nordnorske vildmark.
Med Birkenstock i bjerge
Normalt foretrækker jeg altid vandrestøvler både i bjergrigt klippelandskab og off-road gennem et vegetationshøjt terræn – og man kan spørge sig selv hvad sandaler har at gøre 350 km nord for polarcirklen? Faktisk ikke så lidt har jeg erfaret. Vandrestøvlen er uundværlig og sikrer vigtig støtte og beskyttelse til foden i uvejsomt terræn, men jeg elsker den luksus at kunne stikke fødderne i et par sandaler hen på dagen når jeg opholder mig omkring teltet eller sidder ved bålet. Sandalerne giver fødderne frihed og luft, hvilket er en befrielse når de har været pakket ind i en solid, varm vandrestøvle det meste af dagen.
Og så kan man faktisk overraskende fint vandre i gode sandaler i jævnt terræn, der kan tilbyde fødderne en helt anden velvære på milde dage end de tunge støvler. Det fik vi afprøvet højt mod nord i midnatssolens rige i det nordligste Norge.
Udfordret af fodsengens afsæt i det naturlige trædespor
Vi fik mulighed for at afprøve modellerne Tatacoa (herremodel) og Kalahari (kvindemodel).
NaturGuide.dk modtog sandalerne lige inden afrejsen mod nord og jeg havde derfor først en fod i sandalerne da vi stod oppe under midnatssolen 1½ times kørsel nordvest for Tromsø.
Sandalens underlag, hvorpå foden hviler, kaldes fodsengen. Her adskiller BIRKENSTOCKs fodseng fra de øvrige sandaler jeg har haft. Konstruktionen er inspireret af en fods naturlige trædespor – det fodspor du efterlader når du f.eks. går i bare tæer på stranden. Det betyder bl.a. at der er lavet en nøje gennemtænkt hvælving på fodsengen. Det følte jeg indledningsvist som en ubehagelig bule under foden. Efter bare ½ times brug var jeg faktisk på nippet til at erklære modellen for uforsonelig med mine fødder. En anden rejsedeltager hørte dette og fortalte at han havde præcis samme oplevelse netop dengang han fik sine BIRKENSTOCK sandaler, men nu mærker han det ikke mere og går rigtig godt med dem.
Af samme grund forsatte jeg med at bruge sandalerne ca. 1 time om dagen i de følgende dage. Om det er sandalerne, der skulle gås til eller mine fødder, der skulle tilvænnes har jeg ikke kunne afgøre, men faktum er at nu går jeg super godt i sandalerne og de sidder behageligt på foden.
I følge producenten selv så fremmer den anatomisk formede indvendige sål med særlige støtteelementer “sundhed og velvære.”
Rigtigt justering af remme er afgørende
For mig er hæl-rem (back strap) et must for vandresandaler, der bidrager til at foden er spændt godt fast. Dette er også tilfældet for Tatacoa og Kalahari-modellerne, men der findes modeller uden hæl-rem. Udover hæl-remmen er der to remme henover for-foden, der også justeres med velcro. Herremodellen Tatacoa har bredere remme end Kalahari-modellen, men ellers er de næsten ens med samme fodsål. Vi erfarede hurtigt at det bestemt ikke er ligegyldigt hvordan remmene spændes. Er de ikke spændt rigtigt risikeres at foden enten kommer til at sidde for langt fremme eller for langt tilbage. Bedste resultat fik vi ved at løsne alle remme helt – og derpå placere foden optimalt og behageligt på fodsengen – uden tæer, der stikker udenfor sålen eller en hæl, der rager bagud. Derpå spændte vi remmene til – tæt, men uden at klemme. Det fungerede for begge modeller. Når det er gjort rigtigt, sidder sandalerne godt på fødderne.
Off-road edition
“Off-road edition” tilføjer Birkenstock til deres Outdoor collection og off-road, det blev sandalerne i den grad udsat for i den nordnorske vildmark. Til denne brug er materialevalget godt. Sandalerne er vejrbestandige og tåler at blive våde. Selve fodsengen, hvorpå foden hviler, består primært af elastisk kork og naturgummi. Vi fik både vandret på fjeldet og dyppet fødderne i fjorden.
Sålen har et kraftigt mønster og et godt greb i underlaget. Vi testede dem på klipper – endda i spring fra klippeblok til klippeblok. Selv på skrånende klippegrund stod vi forbavsende godt fast, selvom sandaler aldrig kan eller bør konkurrere med støvler i et sådant terræn.
Selvom vi var langt mod nord bød sommervejret flere dage på 15-19 grader C, hvilket lagde op til flere ture i terrænet i outdoor-sandalerne. Både langs kystens fjordarme og i mere kuperet terræn. Det gik forbavsende fint. Kun gennem høj og våd vegetation savnede jeg støvlerne.
Må man bruge sokker i sandaler?
Nogle bruger sandaler året rundt – med og uden strømper – inde og ude. Henunder aften, hvor temperaturen faldt i fjeldet, var det faktisk behageligt med et par vandresokker i sandalerne. Det var faktisk af og til heller ikke helt tosset at have et par sokker på under vandreturen, selvom det måske ikke er noget skønbillede (vi undlader at bringe billeder). Gode vandresokker kan bidrage til at suge fugt fra foden, beskytte mod insekter og sol – og man får også en følelse af at huden er lidt mere beskyttet mod skarpe græsstrå, sten m.m.
Vinder ved brug
Hjemkommet fra 9 dage i det høje nord, ned til det danske sommerland, er jeg ikke blevet mindre glad for mine Tatacoa-sandaler. Vi har taget nogle gode lange ture langs kysten – både ad markerede stier og langs stranden. Netop her kan vandresandaler virkelig komme til sin ret. Nu føles de behageligt, støttende på foden – i modsætning til de første dage, hvor jeg virkelig skulle vænne mig til den hvælvede, ergonomiske indersål. De vandafvisende materialer betyder at en regnbyge undervejs ikke er en hindring.
BIRKENSTOCKs Outdoor collection, der på producentens danske side markedsføres som “Adventure Crosscountry” ligger ikke i den billige ende, med en vejledende salgspris på 1200 kr. for et par. Til gengæld virker det til at man får kvalitet for pengene. Det er sandaler, der er tænkt over med en ergonomisk indersål som jeg ikke har set i andre sandaler. De virker solide og stærke – og jeg fornemmer at sandalerne kommer til at følge mig på mange vandreture, ferierejser og eventyr i de kommende år.
INFO BOKS – Tyske Birkenstock har rødder, der går tilbage til 1774. Firmaet producerer størstedelen af sine produkter på egne fabrikker i de tyske forbundsstater Rheinland-Pfalz, Nordrhein-Westfalen, Hessen og Sachsen.
Udover materiale til test modtager NaturGuide.dk ikke provision af denne artikel.