Dværgmusen, Danmarks mindste gnaver, vejer omtrent som en 10-krone.

Dværgmusen er en charmerende lille fyr. Den vejer omtrent som en dansk 10-krone. Foto: Rudmer Zwerver, Dreamstime.com.

Dværgmusen (Micromys minutus) er ikke bare Danmarks og Europas mindste gnaver, men en af de mindste gnavere i verden. Den vejer kun mellem 5-10 gram. Til sammenligning vejer en dansk 10-krone 7 gram.

Af Marianne Riis

Den lille charmerende, gyldenbrune dværgmus er en glimrende klatrer. Som den eneste danske smågnaver har dværgmusen gribehale og kan bruge sin hale til at gribe om strå og grene – næsten som en ekstra hånd. Kombineret med musens lave vægt betyder det, at den kan kravle til tops i siv og græsstrå som tagrør, men også gerne i buske og krat, f.eks. brombærbuske. Det udnytter den til fulde og dværgmusen bygger sin næsten kuglerunde sommerrede højt i vegetationen.

Dværgmusen er en behændig klatrer. Her er den til vejrs i en brombærbusk. Foto: Sue Cooke, Dreamstime.com.

Alene om sommeren – sammen om vinteren

I yngletiden lever musene alene når først hunnen er drægtig. Hun jager ham på porten og står selv for byggeri af rede og opfostringen af ungerne. Ved fødslen vejer en dværgmuseunge kun 1 gram!
I vinterhalvåret bliver musene, af praktiske årsager, gerne sociale og man kan finde adskillige mus i samme rede. Musene holder bedre varmen sammen. Vinterreden bygges ved jordoverfladen eller i et overfladisk gangsystem.

Dværgmusen bygger sommerreden svævende over jorden. Hunnen er alene om at bygge reden og opfostre ungerne. Foto: Mikelane45, Dreamstime.com.

Dværgmusen blev tidligere også kaldt for havremus da den også gerne klatrer op i havrestrå (og andre kornsorter). Den regnes dog ikke for et skadedyr.

Dværgmusen er den eneste danske gnaver med gribehale, der næsten fungerer som et ekstra ben når musen klatrer. Her i et mindre elletræ. Foto: Beataaldridge, Dreamstime.com.

Dværgmusen har bredt sig i Danmark

Dværgmusen er en af de arter, der har indtaget Danmark i nyere tid. I 1800-tallet fandtes arten efter alt at dømme kun sporadisk i det sydlige Jylland og pletvis på Fyn. I dag er dværgmusen udbredt over hele landet, men mangler dog på en række øer. Den blev registreret i Sverige for første gang i 1985 og i Norge så sent som 2001.

Dværgmusen lever typisk på marker og enge med høj, uforstyrret græs- eller urtevegetation. Den findes også langs skovbryn, krat og tagrørsbevoksninger.

Dværgmusen er gyldenbrun på rygsiden og gråhvid på bugen. Hovedets form er ikke så spids som f.eks. hos skovmus og husmus. Fra snude til halerod måler dværgmusen 5,8-7,6 cm. Halen måler ca. 5-7 cm på voksne individer.

Danmarks mindste gnaver, men ikke mindste pattedyr

Dværgmusen er Danmarks mindste gnaver, men ikke det mindste pattedyr. Det er derimod dværgspidsmusen, der hører til gruppen af insektædere ligesom pindsvin.

Kilder: Danmarks Pattedyratlas/Thomas Secher Jensen mfl., Danmarks Pattedyr/Bent Muus, Gyldendal, Naturbasen.dk, Discoverwildlife.com. Forsidefoto: Alantunnicliffe, Dreamstime.com.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE