Musen, der ikke er en mus.
Spidsmusene hører trods navnet ikke til musene, men til den dyregruppe, der kaldes insektædere (Insectivora) – ligesom pindsvinet og muldvarpen. Der findes kun tre arter af spidsmus i Danmark: Dværgspidsmusen (Danmarks mindste pattedyr), almindelig spidsmus og vandspidsmus. På verdensplan findes ca. 250 arter.
Spidsmusen ses sjældent, men høres ofte
Der er næppe mange dyr, der som spidsmusen næsten konstant er aktiv – næsten altid på jagt efter føde. Det hyperaktive lille dyr lever et skjult liv og forekommer næsten kun hvor der er høj vegetation.
Vi hører spidsmusen mere end vi ser den. Den udstøder jævnligt korte, lidt hæse skrig gentaget hurtigt efter hinanden. Spidsmusen er af natur ret aggressiv og territoriehævdende og dens hidsige skrigen høres ofte når spidsmus møder hinanden. Sæt dig ud en sommeraften, f.eks. i en skovkant med højt græs og lyt til alle lydene. Snart vil du sikkert også høre spidsmusen i græsset.
Smager grimt
Der er ikke mange rovdyr, der vil æde spidsmusen da den lugter og smager grimt. Alligevel er der mange dyr, herunder katten, der slår spidsmusen ihjel for derpå blot at efterlade den. Det er derfor vi ofte finder døde spidsmus rundt omkring.
Lever stærkt, dør ung
Spidsmusen har et meget højt støfskifte, der bevirker at voksne spidsmus skal æde op til 75% af dens vægt pr. døgn. Spidsmusen virker altid stresset og dens liv er da også ganske kort. Den bliver sjældent mere end 1 år gammel og gennemsnitsalderen for en spidsmus er antagelig kun få måneder.
VANDSPIDSMUSEN, Neomys fodiens
I modsætning til den almindelige spidsmus og dværgspidsmusen, der er gråbrune i pelsen er vandspidsmusen smuk fløjlssort med hvid underside.
Giftigt bid
Vandspidsmusen har som den eneste danske pattedyr et giftigt bid. I dyrets spytkirtler findes en gift, der kan lamme et bytte. Det har den fordel at spidsmusen kan give sig i lag med større dyr som frøer, mus og endda fugleunger. Oftest er det insekter, orme og snegle, der er på menuen, men vandspidsmusen kaster sig over næsten alt spiseligt den kan magte.
Tilpasset et liv ved vand
Vandspidsmusen har ret store bagfødder, der egner sig godt til svømning. Den svømmer og dykker godt. Har man held til at se vandspidsmusen svømme under vandet får den et helt sølvglinsende udseende. Det skyldes, at den tykke pels er fuld af luftbobler, der ligger sig som en hinde over pelsen.
Selvom den foretrækker områder nær vand kan den dog også træffes i skove og enge.
Vandspidsmusen kan dykke dybt ned på bunden af søer og vandløb og her tage små fisk og padder. Der kendes eksempler på dykkerdybder ned til 8 meter. (Danmarks Pattedyr, Bent Muus m.fl.)
Frontfoto: Almindelig spidsmus, Sandra Standbridge, Dreamstime.com.