Gul masse på græs og mos i skovbunden! Hvad er det?
En læser har her i september fundet en mærkelig gul masse, der klæber til planter på skovbunden. “Hvad er det for en gul belægning? Er det noget svamp?”, spørger Lars fra Viborg.
“Jeg har et par gange været på svampetur og kigget efter gule kantareller og med øjnene sporet ind på gult har jeg et par gange fundet denne gule, slimede masse på flere forskellige planter, men også på grene“, skriver Lars til NaturGuide.dk.
Et svampedyr ved navn Poleret glatfrø
Det er ikke en decideret svamp, men et såkaldt svampedyr med det videnskabelige navn Leocarpus fragilis. På dansk Poleret glatfrø. Leocarpus fragilis må ikke forveksles med troldsmør – et andet svampedyr.
Disse organismer er tidligere blevet opfattet som svampe da de danner sporer ligesom svampene, men svampedyrene hører til blandt de encellede dyr. Poleret glatfrø ses ikke sjældent på skovbunden i granskoven, hvor svampedyrets gule plasmodium om efteråret kan vække opsigt på grund af sin stærk gule farve. Om efteråret kravler svampedyrets plasmodium op på græsstrå, mos og pinde m.m. for at danne sporangier – sporer. Efterhånden skifter den gule, uformelige masse karakter til mere klumpede, gule “frø”, der igen efterhånden bliver brune og helt glatpolerede at se på. Deraf det danske navn Poleret glatfrø.
/NL
Kilde: inaturalist.org, vestrehus.dk.