Fri teltning i over 275 skove

Vi er på vandretur gennem et kystnært, kuperet terræn oppe på Jyllands skuldre mod nordvest. For et øjeblik siden et åbent hedeterræn med en storslået udsigt. Nu en tæt, eventyrlig skov med grønt mos i skovbunden, men det er ikke en hvilken som helst skov! Vi befinder os i en af de mere end 275 statskove, der er udlagt til fri teltning.

Af Marianne Riis.

Fri teltning? Og hvad betyder så det? I al sin enkelhed betyder det, at her må du overnatte og slå dit telt op – uden først at spørge om lov! Det er fedt! Som friluftsmennesker elsker vi friheden og regelforenklingen, der netop giver plads til spontaniteten hos vandreren. Det er vel det tætteste vi i Danmark kommer på svenskernes “allemansrätt”.

Fair regler for fri og gratis overnatning

1-2-3-reglen: Du må overnatte 1 nat samme sted med 2 telte, der max. er 3-personers-telte. Foto: Wavebreakmedia, Dreamstime.com.

Der er dog nogle regler alligevel – og fair nok. Vi skal vise hensyn til hinanden.
Man skal lære sig den såkaldte 1-2-3-regel, der siger, at man kun må overnatte én nat på samme sted, at der må højst slås to telte op samme sted, og at teltene maksimalt må være 3-personers telte. I hovedtræk er reglerne dog meget intuitive og ligetil – og giver næsten sig selv. Naturstyrelsen har opstillet 11 punkter som du skal være opmærksom på, hvis du ikke i mange tilfælde allerede har dem indbygget på rygradden.

Det er tilladt at bruge stormkøkken – oftest kendt som Trangia, når du overnatter i skove med fri teltning. Fjern dog først evt. brændbart materiale (vissent græs, tørre blade m.m.) under brænderen.
  1. Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  2. Man må højst slå to telte op samme sted.
  3. Teltene må maks. være tre-personers telte
  4. Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  5. Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  6. Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  7. Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange
  8. Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  9. Teltning ikke er tilladt på de strandbredder og klitter, som hører til visse af skovområderne.
  10. Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
  11. Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.
Fri teltning-reglerne omfatter ikke stranden og de nærliggende klitter, medmindre det er en decideret teltplads. Du må dog gerne sove på stranden under åben himmel – og tilmed også lave bål på stranden. Læs mere om reglerne for bål.
Foto: Anatoliygleb, Dreamstime.

Hvor finder jeg fri-teltning-skovene?

Der er i øjeblikket 278 skove, der er udlagt til fri teltning og flere ventes at komme til i de kommende år. På Naturstyrelsens side udinaturen.dk kan du finde kort over de skove, hvor der er fri teltning. Klik ind på siden og vælg menupunktet “sov under stjernerne” og dernæst “fri teltningsområde”. Du finder det direkte link her: Skove med fri teltning.

Fri teltning er blevet en succes

NaturGuide.dk har talt med nogle af skovens folk og tilsyneladende er ordningen med fri teltning en succes – og har ikke givet problemer i forhold til andre brugere.
Ordningen med fri teltning begyndte i 2004, hvor antallet af skove over årene er steget.
Oprindeligt var især campingpladserne nervøse for at ordningen vil tage noget af deres levebrød, men det ser ikke ud til at være tilfældet – og som naturmennesker og vandrere kan vi da også selv skrive under på, at en campingplads er et helt andet klientel og marked end den primitive vandrer eller naturmennesket, der søger roen i naturen.

Oplev roen, friheden og tiden til at være i nuet.

Her er et godt sted at overnatte“, siger min mand og peger ind mod en naturlig lysning. Vi er gået lidt off-road fra stien og står i en mosgrøn lysning, der ligner noget fra smølfeland. Vi skal dog ikke overnatte – ikke i dag. Vi mangler kun et par km før vi er tilbage ved p-pladsen, hvor bilen venter. Men næste gang måske?

Det er fantastisk at sove i telt i naturen. Har du aldrig prøvet det før, så giv dig selv den oplevelse. Find et afsides sted, hvor du/I kan være helt jer selv. Oplev roen, friheden og tiden til at være i nuet.

Jeg har selv valgt at gå et skridt videre. Næste gang skal jeg prøve hængekøje! Den må du nemlig slå op i alle statens skove. Derfor er hængekøjen et godt valg når du skal sove i naturen.

Kilde: Naturstyrelsen. Featured foto: Anatoliygleb, Dreamstime.com


NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder