EU-Domstolen forbyder Polen at fælde træer i fredet urskov!

Bialowieza-skoven er en af Europas sidste urskove. Her lever blandt andet bison, los, vildsvin og ulv. Foto: Jacek Karczmarz CC BY-SA 3,0, wikimedia

Sidste år valgte EU-Kommissionen at slæbe Polen i retten for omfattende fældning af træer i Bialowieza-skoven – en af Europas sidste urskove. I dag bakker EU-Domstolen op om kommissionen og forbyder Polen at fælde flere træer.

Overtrædelse af EU’s love.

EU-Domstolen har i dag fastslået, at den massive fældning af træer i Bialowieza-skoven som Polen har udøvet i løbet af den seneste tid ikke er lovlig. Ifølge domstolen kan det medføre en forringelse af yngleområderne for beskyttede dyr og en overtrædelse af EU’s love. Med den omfattende skovhugst har Polen ikke levet op til sine forpligtigelser om at beskytte området og dets dyrebestand. Polen har forsvaret fældningen med, at der var tale om vedligeholdelse af skoven, der skulle være angrebet af barkbiller.

Den 10.000 år gamle Bialowieza-skov er en af Europas sidste urskove. Det er i dag et EU-beskyttet naturområde. Områder af skoven er også på Unescos liste som verdens naturarv. I skoven lever blandt andet Europas største landlevende pattedyr visenten – også kendt som den europæiske bison. Den omfattende fældning har ifølge miljøorganisationer allerede medført uoprettelige skader, men heldigvis kun i et mindre område.

Ifølge en talsmand fra det polske miljøministerium vil Polen respektere EU-Domstolens afgørelse.

Læs også: EU vil bremse polsk skovhugst i Bialowieza-urskoven.

MR/

Kilde: dr.dk

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...