Test af tisseposer til akutte situationer

Ja, du læste rigtigt! Test af tisseposer til akut vandladningsbehov, hvor toiletter og en dækkende busk ikke er en mulighed.

Nogle gange skal man tisse når det er ret ubelejligt. F.eks. når bilen hænger fast i en tæt trafikkø. Hvad gør man så?
De to testede modeller, Raze til venstre og TravelJohn til højre.

Indtil fornylig anede jeg ikke at de fandtes! Poser til at forrette sin nødtørft i når der ikke er andre alternativer. Mange børnefamilier kender sikkert til problematikken med at sidde i en lang bilkø – måske i ferietrafikken, hvor et af børnene pludselig udbryder “jeg skal tisse”. Som regel kan det klares i grøftekanten, men på en tæt pakket motorvej, hvor bilerne bevæger sig – om end til tider i sneglefart, så kan det være sin sag at sætte sig ved autoværnet.
Vores familie havde udfordringen i en anden sammenhæng. Vi har netop været på en fantastisk bilferie ned igennem Kruger Nationalpark i Sydafrika – og her er det på ingen måde tilladt at stige ud af bilen for at tisse bag en busk. Det er simpelthen en bestemmelse på grund af forekomsten af potentielt farlige, vilde dyr som f.eks. løver. Det var her, at jeg blev opmærksom på de særlige poser, der kan bruges til at tisse i, mens man sidder i bilen – eller hvor man ellers ubelejligt befinder sig.

Det var under planlægningen af vores tur gennem Kruger Nationalpark, at vi blev opmærksomme på tisseposerne, der kan bruges til begge køn. I Kruger Nationalpark er det nemlig ikke tilladt at stå ud af bilen – af gode grunde, og der kan være mange kilometer til nærmeste camp og toilet. Foto: Niels Lisborg.

Flere modeller. Vi testede Raze© og TravelJohn.

Der findes flere modeller på markedet og vi besluttede at teste to slags. Raze toiletposer, der bl.a. kan købes hos Thansen og den noget dyrere TravelJohn, der bl.a. kan købes på apoteket. Begge modeller indeholder et stærkt absorberende materiale, der øjeblikkeligt gør væske til en lugtfri gel.

TravelJohn kan bl.a. købes på apoteket og Raze kan bl.a. købes hos Thansen.

Begge modeller kan bruges både af børn, mænd og kvinder. Til os kvinder, der generelt er mere udfordret på denne front, er posen ergonomisk udformet, så posen kan slutte tæt mod underlivet. Her er modellen fra Raze med blød, bøjelig kant, hvor TravelJohn har en hård plastikskål med en bredere kant. Umiddelbart synes jeg bedst som TravelJohn-modellen, men kan som kvinde fint bruge begge modeller.

Tisseposen kan også bruges på teltture, hvis man er ked af, at skal udenfor for at tisse – f.eks. om natten eller i dårligt vejr. Eller på festivalpladser, hvor der er mange mennesker og lange toiletkøer. Her kan man diskret tisse inde i teltet – og blot smid posen i skraldespanden bagefter.

Indrømmet er det lidt grænseoverskridende at tisse i bilen, men her fremmer en nederdel processen fremfor et par bukser, der skal ned om enden. Forleden – på vej mod Aarhus, passerede vi netop en kvinde, der sad med enden bar og tissede ved autoværnet ved motorvejen. Når man skal, så skal man, men så alligevel hellere en tissepose!

Begge modeller fungerer, men TravelJohn er den bedste løsning

TravelJohn er klart den bedste model når det kommer til at opsuge urinen og omdanne væsken til en fast gel. TravelJohn-modellen fås i pakninger med 3 stk. Hver pose kan indeholde 800 ml væske – og kan bruges mere end en gang, indtil den er fyldt op. Posen kan genlukkes. Det absorberende pulver i posen neutraliserer bakterier og lugt og kan blot smides i skraldespanden efter brug.

Raze-modellen til venstre har blød skum-tragt, hvor TravelJohn (th) har fast skål.

Raze-modellen kan, følge deklarationen, indeholde 600 ml, hvilket burde være nok set i lyset af, at blæren hos en voksen kan indeholde 300-500 ml urin ad gangen. I praksis havde Raze-posen dog noget sværere ved at omdanne væsken, hvis man virkelig skal tisse meget. Her må vi derfor konkludere at Raze mest er egnet til børn – eller hvis man kun tisser i mindre mængder. Raze-posen kan desuden ikke lukkes igen. Til gengæld får man ca. tre gange så mange poser for pengene i forhold til TravelJohn.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE