Sprøjtegift fremmer utilsigtet skadevoldende snegle
Både grønne organisationer og enkeltpersoner i England har længe opfordret til et forbud mod sprøjtegifte i neonicotinoid-familien. En ny feltundersøgelse fra Penn State og University of South Florida har nu styrket disse krav.
Undersøgelsen har vist, at neonicotinoid-sprøjtegifte der anvendes til at beskytte afgrøder mod insektangreb faktisk ligefrem utilsigtet kan reducere høstudbyttet ved at tilvejebringe et miljø, hvor snegle trives.
Forskerne bag undersøgelsen opdagede, at snegle ikke blev påvirket ved at spise de sprøjtede afgrøder. Men når de forgiftede levende snegle blev spist af deres naturlige rovdyr, løbebiller, så døde en meget stor del af billerne. Derved forsvandt sneglenes naturlige fjender og antallet af skadevoldende snegle eksploderede i antal. De ekstra snegle betød, i følge undersøgelsen, et samlet reduceret afgrødeudbytte på 5 % i forhold til, hvis marken ikke var blevet sprøjtet.
Tre sprøjtegifte i neonicotinoid-familien blev indskrænket i anvendelse i EU sidste år på grund af deres indvirkning på bestøvende insekter såsom honningbier. To slags neonicotinoid-pesticider kom sidste år desuden under mistanke hos EU's fødevareautoritet EFSA for at skade udviklingen af hjernefunktioner som indlæring og hukommelse hos mennesker.
Neonicotinoider er fortsat udbredt på hvede og andre afgrøder, på trods af stigende frygt fra organisationer som Birdlife, der frygter alvorligt negative virkninger på bl.a. vandlevende organismer og fugle.
/NL
Kilder: Wildlife Extra, Ing.dk.