“Jeg ved af bitter erfaring at snegle ofte spiser svampe – og kommer mig i forkøbet”, skriver en læser. “Men hvad med andre dyr i naturen? Spiser skovens dyr også svampe? Og kan de skelne de giftige svampe?”
Det er bestemt ikke kun os mennesker, der finder glæde i at samle og spise svampe fra naturen. Mus, pindsvin, egern, grævling og rådyr er nogle af de dyr, der gerne supplerer kosten med svampe. Dyrenes maver er noget mere hårdføre end vores og kan klare rå svampe og endda svampe, der er giftige for os. Egern kan bl.a. klare at spise Rød fluesvamp.
Det ser dog ud til at vilde dyr naturligt nok også kan have præferencer for svampe og lære af erfaringer og undgå visse arter. Nogle svampe kan smage skarpt og ubehageligt.
Hos hunde er der i Danmark desværre set flere eksempler på at giftige svampe f.eks. netbladhat, kan koste hunde livet. Det bør man som hundeejer være opmærksom på – særligt ved hundehvalpe.
/MR
Kilder: news.uaf.edu, bbc.co.uk, biology.stackexchange.com, fyens.dk. Forsidefoto: Adbeukhof/Dreamstime.com.