Nyfødte pindsvin i septembersol

Det er efterår, men alligevel kommer nyfødte pindsvin nu til verden.

Af naturvejleder Niels D. Lisborg

Svampene skyder op i skovbunden, birkens blade er allerede begyndt at blive gule – og gæssene trækker i v-formation på himlen. Det er blevet september og efterår. Man skulle ikke tro at det er sæson for nyfødte dyrebørn netop nu, men faktisk er det langt fra alle Danmarks arter, der kommer til verden i foråret og forsommeren. Korsnæbbet lægger gerne æg i februar – midt om vinteren – og her kan haren også føde et tidligt kuld killinger selvom frosten stadig bider. Hugormen fødder unger i sensommeren. Og lige nu – i september, får pindsvinet ikke sjældent 4-5 lyserøde, blinde unger. Ungerne fødes med pigge, der ganske praktisk er helt bløde i starten. De små, nye pindsvin virker helt hjælpeløse, men allerede 3-4 uger efter fødslen følger de moderen i skoven, i haven eller henover engen, på jagt efter føde, snegle og orme m.m. Pindsvineungens “barndom” med sin mor og søskende er ganske kort. Allerede efter 6 uger kan de lille pindsvin vandre afsted – hver for sig – på egen hånd. Af natur er pindsvinet en enspænder og lever helst alene.

De nyfødte pindsvin er blinde ved fødslen. Allerede 6 uger senere kan de vandre afsted på egen hånd. Foto: Matthijs Kuijpers, Dreamstime.com.

Pindsvineungerne har brug for at få sul på kroppen for at klare den danske vinter. I den retning er pindsvinet fantastisk tilpasset til at overleve et is- og snedækket Danmark. Når pindsvinet går i vinterdvale slår den energisparefunktionen til. Kropstemperaturen kan sænkes til omkring 2-6 grader. Åndedrættet falder og hjertet slår meget langsomt. Inden da gælder det om at få et stort fedtlag på kroppen, da det er livsvigtige energiressourcer, der er nødvendige for at overleve.

Allerede 6 uger efter fødslen kan de små pindsvin begive sig afsted på egen hånd. Foto: Niels Lisborg/NaturGrafik.dk.

Hannerne, der har løst deres opgaver i løbet af sommeren og bidraget til at sikre nye generationer, går ikke sjældent i dvale sidst i september. Derpå følger de voksne hunner i oktober. Den luksus kan kun de fedeste unger tillade sig. Mange af efterårets pindsvineunger lægger sig først tilrette langt ind i november i en passende dynge beskyttende blade, grene og kvas. Af og til vågner pindsvinet kortvarigt i løbet af vinteren. Måske skifter den hule, hvis regn og tø-sne har gjort vinterlogiet vådt.

Et sjældent foto af pindsvin i parring, der hos pindsvin foregår på samme vis som hos andre pattedyr, trods piggene! Foto: Niels Lisborg/NaturGrafik.dk.

Se også Lav en vinterhule til pindsvinet.

Kilder: Naturstyrelsen, Naturhistorisk Museum, Dyrenes Beskyttelse.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE