Jægere og naturfolk hilser vildsvinet velkommen

Mange danske jægere vil ikke stikke de fredløse grise til myndighederne.

Vildsvinet er på vej hjem til Danmark igen, men den tidligere, danske dyreart er erklæret uønsket af myndighederne og landbruget. Flere jægere holder dog hånden over den hjemvendte dyreart. Foto: Michael Migos, Dreamstime.com.

Vildsvinets indmarch til Danmark bremses næppe selvom dansk landbrug og politikerne ønsker vildsvinet bekæmpet. Regeringen tillader nu at alle midler må sættes ind mod den tidligere danske dyreart.

“Vildsvin spreder svinepest, og derfor skal de skydes”, fastslår miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Indtil videre er der, så vidt vides, dog ikke konstateret svinepest hos de danske vildsvin, der indtil nu er blevet skudt. Esben Lunde Larsen (V) giver alligevel tilladelse til at den tidligere danske dyreart, der blev udryddet som fritlevende i Danmark i 1801, må bekæmpes med flere midler. Jægerne får således fremover bedre muligheder for at nedskyde vildsvinene.
Udover jagt ved lokkepladser med udlagt foder og jagt efter mørkets frembrud, undersøges netop nu også mulighederne for at anvende fælder og natsigtekikkerter, som ellers ikke er tilladt. Ikke alle jægere ønsker dog at medvirke til udryddelsen. Flere jægere hilser ligefrem den oprindelige, danske dyreart velkommen tilbage.

I følge jagtmagasinet Netnatur.dk er risikoen for at danske tamsvin skulle blive smittet med svinepest meget lav. Det vil den fortsat være, også selv om vildsvinet igen bliver en fast bestanddel af den danske fauna, jvf. en rapport, som Wildrisk har udarbejdet i samarbejde med det danske Fødevareministerium. Det skriver Netnatur.dk.

Indvandrer fra Tyskland.
Vildsvinet har i en årrække gjort tiltag mod at indtage Danmark, men presset fra syd ventes i de kommende år at blive større end nogensinde før. Tyske jægere stopper ikke vildsvinenes fremmarch til trods for at tyskerne skyder over en ½ million vildsvin årligt.
Den langhårede, stivbørstede gris hilses velkommen af danske jægere og flere grønne foreninger.
Biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening har tidligere udtalt at vildsvinet giver en meget mere varieret natur og er især gode for skovområder. De finder deres mad ved at endevende jorden med trynen, og det gør, at plantefrøene bliver rodet rundt i skovbunden. Svenske undersøgelser viser, at den botaniske rigdom i skovbunden er større, hvor der er vildsvin, end hvor der ikke er.

Landbruget frygter svinepest, der er ufarlig for mennesker, men kan give svineeksporten karantæne.
Samme positive syn på den vilde gris deles ikke af det danske landbrug. Landbruget frygter dels skader på afgrøderne, hvor svinene roder markerne op i ly af nattemørket og dels at de frie svin kan medbringe svinepest, der kan overføres til landbrugets produktionssvin – og herigennem påvirke den danske eksport af svinekød. Svinepest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ingen sundhedsmæssig risiko for mennesker.

Om foråret i april, maj, føder vildsvinesoen typisk 6-7 grise. De stribede unger begynder at rode i jorden kun få uger gamle.
Om foråret i april, maj, føder vildsvinesoen typisk 6-7 grise. De stribede unger begynder tidligt at rode i jorden. Svenske undersøgelser viser, at den botaniske rigdom i skovbunden er større, hvor der er vildsvin, end hvor der ikke er.

Se også: Ny svinepest-vaccine måske en åbning for vildsvin i Danmark?

I dag findes der allerede spredte individer med observationer over store dele af Jylland.
Mod syd, i Tyskland, er bestanden af vildsvin vokset markant i de senere år. Og det til trods for at tyske jægere de seneste år har nedlagt over 600.000 årligt. Også i Sverige har vildsvinene fået solidt fodfæste.
Det er derfor nærmest uundgåeligt at vildsvinet vil erobre Danmark. En proces, der allerede er godt i gang.

Jægere og naturfolk holder hånden over vildsvinet.

Fra politikernes og myndighedernes side er sagen klar. Alle vildsvin i Danmark skal nedskydes! Også selvom arten oprindeligt er naturligt hjemmehørende i Danmark – og er indvandret af sig selv. Det er dog en kamp som landbruget og myndighederne efter alt at dømme taber.
NaturGuide.dk har talt med flere lodsejere og jægere, der ikke umiddelbart har tænkt sig at afsløre og stikke tilkomne vildsvin til myndighederne. Det kan der læses om på flere andre medier, bl.a. DR Midt- og Vestjylland.
Jægernes Magasin har tidligere anført at “Vildsvin i Danmark udgør en minimal risiko” for landbruget. Der er endda lavet en støtteforening for Danmarks vildsvin på Facebook, kaldet Vildsvinets venner.
Den vilde gris er kendt for at skabe en rigere natur – og bidrage til en højere biodiversitet. I Danmark falder antallet af arter forsat, selvom regeringen har forpligtiget sig til at stoppe nedgangen af arter.

Se også: Ingen pardon til vildsvinet – en fredløs indvandrer.

Ulven måske en utilsigtet allieret for landbruget?

Landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer har tidligere erklæret at også ulven bør udryddes i Danmark, men måske får landbruget en utilsigtet allieret i ulven? I Tyskland er vildsvin nemlig en vigtig fødekilde for de tyske ulve.
/JN
Artiklen er opdateret 15. dec. 2017. Kilder: focus.de, jp.dk, dn.dk

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...