Italiensk mad med på turen?

Italienske OUTFOOD er, set med danske øjne, et nyt spændende bekendtskab når det kommer til frysetørret mad. Ingen konserveringsmidler, kemiske ingredienser eller farvestoffer.

Holder du af italienske retter? Nu kan du få et autentisk italiensk måltid på få minutter.

Italienske Tiberino 1881 er, set med danske øjne, et nyt spændende bekendtskab når det kommer til frysetørret mad, der er praktisk at have med på tur derude. Tilmed frister Tiberino med deres OUTFOOD-line med et “…autentisk italiensk måltid, uanset hvor du er…”

Født i rummet

Tiberino oplyser selv, at de er “født i rummet” og har udviklet et unikt knowhow til velsmagende gourmetmåltider i samarbejde med NASA og ESA til brug for personalet på ISS rumstationen. På Tiberinos egen hjemmeside kan du direkte bestille og smage mad, der er lavet til astronauterne på den internationale Rumstation.

OUTFOOD med på tur…

I Danmark er det CURIO distribution ApS, der har fået OUTFOOD i sortiment i Norden. Naturmagasinet fik tilsendt et par poser til afprøvning. Det kom der et par ganske hyggelige oplevelser ud af.
OUTFOOD kommer i to udgaver: Explorer, hvor man hælder varmt vand i posen, lader det trække – og spiser direkte fra posen – og Basecamp, hvor posens indhold tilberedes i en gryde eller pande.

Basecamp-posen (foto) tilberedes i en gryde eller pande – hvor Explorer-posen tilberedes ved at hælde varmt vand direkte ned i posen og lade det trække nogle minutter. Retterne er ikke tilsat konserveringsmidler, kemiske ingredienser eller farvestoffer.

I Danmark sælges OUTFOOD via siden Basha.dk – og nej, vi får desværre ikke provision 🙂

Der er er ret bredt udvalg, så hvis man er til italienske retter – vel og mærket produceret i Italien, så er OUTFOOD ikke helt skævt. På en kølig efterårsdag i skoven – og med knurrende maver, så faldt pennette med tomatsauce i god jord.
Samme ret kunne faktisk godt laves hjemme i køkkenet en aften, hvor det skal være nemt. Her ville jeg så nok tilsmage med lidt hvidvin – og pynte med lidt frisk basilikum.

Italiensk pennette. Posens indhold hældes i en pande med 400 ml kogende vand (ca. 1 krus).

Posens indhold er er typisk til 1 person, men i felten fik vi posen med pennette til at række til 2 personer, suppleret med lidt brød.

Vegetarisk – uden tilsætningsstoffer

Retterne fra OUTFOOD er primært vegetariske – enkelte retter har dog bacon inkluderet. Der er ikke tilsat konserveringsmidler, kemiske ingredienser eller farvestoffer, hvilket jeg sætter pris på!

Tomatsovsen får lov at koge ind til den virker cremet. Maden er klar på ca. 12 minutter.

Kan holde sig i 3 år i emballagen

Som det oftest gælder så er holdbarheden lang for frysetørret mad. OUTFOOD-produkterne angives som “bedst før inden for tre år” i den uåbnede emballage. Det er ret godt i betragtning af, at der ikke er tilsat konserveringsmidler. Der er derfor også plads til lidt italiensk på prepping-listen.

Den Internationale Rumstation ISS fotograferet fra rumfærgen Discovery. Italienske Tiberino 1881 har leveret mad til astronauterne og skriver selv at de på den baggrund har udviklet et unikt knowhow til fremstillingen af velsmagende, frysetørrede måltider. Du behøver dog ikke at komme i himlen – eller helt ud i rummet, for selv at smage. Foto: NASA | public domain.
CURIO distribution ApS har tilsendt NaturGuide.dk et par OUTFOOD-produkter til test, derfor er artiklen markeret som sponsoreret, men naturmagasinet modtager ikke provision eller betaling for artiklen.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...