Vintersvampe: Tag i skoven og find de gråblå, velsmagende østershatte.
Af Marianne Riis.
Vinterhalvåret er for mange mørk, grå og trist, men kan faktisk byde på rigtig mange naturoplevelser derude. En af dem er svampejagt. Ja, du læste rigtig! Mange tror, at svampejagten for længst er slut her i november, men der findes faktisk flere vinteraktive svampe – og en af dem er almindelig østershat. I milde vintre kan svampen også fint høstes i december og januar.
Almindelig Østershat (Pleurotus ostreatus) ses både sommer og vinter, men er mest kendt som en vintersvamp. Den gråblå hatsvamp har form som en muslingeskal. Hattene kan overleve selv længere frostperioder. Om sommeren kan hatten være lysegul, brun, gråbrun eller helt hvid, men om vinteren er den gråblå.
Sådan finder du østershatte
Tag ud i de offentlige løvskove (her må man nemlig gå uden for veje og stier) og kig efter gamle, udgåede træer eller væltede træstammer. Et godt sted at finde dem er på døde eller delvis døde bøgetræer, men østershatte kan også leve på eksempelvis birk, poppel, lind og hestekastanje. Østershatte gror aldrig på jorden, men altid på gamle træer eller træstubbe. Svampene optræder for det meste i bundter, men kan af og til også findes hvor de sidder enkeltvis. På undersiden er lamellerne lyse, cremefarvede og oversiden er i vinterperioden typisk blågrå. Østershatte er svære at forveksle, men tjek alligevel altid med en svampebog.
Annonce:
Denne svampebog bør du eje! Opdateret viden om danske spisesvampe!
Tilbered østershatte
Østershat en dejlig spisesvamp. Der findes utallige opskrifter som er værd og prøve, men hvis man gerne vil gøre det lidt nemt, eksempelvis efter en dejlig lang svampetur i skoven kommer her et lille tip:
Rens først de fundne østershatte (eller købte hvis svampeturen ikke gav gevinst). Det gør man med en svampebørste. En pensel eller lign kan selvfølgelig også bruges.
Rist herefter svampene (uden stok) i lidt smør på panden ved god varme. Drys med lidt salt og peber (lidt hvidløg kan evt. tilsættes efter smag og behag). Når svampene er godt ristet og gyldne tilsættes lidt fløde. Imens det simrer finhakkes lidt persille som herefter vendes i. Hele blandingen lægges på et stykke ristet brød. Pynt eksempelvis med lidt persille og du har nu en nem og lækker ret som både kan bruges til snack og forret.
Velbekomme…