Humlebier kendes som butte, kraftige bier, der har en tæt behåring. Humlebien har sorte, gule, orange og hvide farver – afhængig af art. Farverne og farvekombinationen er med til at bestemme arterne. Humlebien har “hvepsetalje” selvom man ikke umiddelbart kan se det. Der findes mange arter af humlebier i Danmark. Nogle er sjældne og måske allerede forsvundet. Foreløbigt er der registreret 29 kendte arter i Danmark (2009), hvoraf kun 17 regnes for almindelige eller ikke-truede arter.
Humlebien i luften
Selvom humlebiens vinger er små i forhold til kroppen kan den fint flyve og tilmed bære noget nær sin egen vægt i pollen og nektar. Vingerne slår med ca. 200 slag i sekundet i en ottetals kurve, der får vingerne til at virke som små propeller.
Humlebien kan stikke
Både arbejderbierne og dronningen kan stikke og brodden har ikke modhager som hos honningbien. Det betyder, at humlebien kan stikke flere gange ligesom gedehamse. Generelt er humlebier dog meget fredelige og stikker som regel kun, hvis de klemmes. Stikket gør ret ondt og føles brændende.
Regulering af temperatur
Aktive humlebier har en temperatur i brystpartiet (thorax) på 35-40 grader. Altså omtrent en temperatur, der ligger tæt på menneskets 37 grader!
Humlebien kan regulere temperaturen i kroppen ved at forbrænde fedt og sukkerstof fra nektar. I det tidlige forår finder man ofte nedkølede humlebier, der sidder i havens tidligeste forårsblomster som krokus og påskeliljer. De er sløve og ikke varme nok til at kunne flyve. For at bien skal kunne flyve skal den opnå en brysttemperatur på mindst 30 °C. En bi i hvile vil ofte varme op ved at vibrere med brummende vinger.
Mider på bierne
Især om foråret ser man humlebier med talrige, gulbrune mider, der hænger fast på bien. Miderne er ret harmløse og benytter blot bien til transport til biens bo. Miderne over vintrer med dronningen og flyver med de bier, der skal ud og samle føde. Nogle springer af i blomsten og kravler op på den næste bi, der kommer forbi og derved spredes de. I boet lever miderne som skraldemænd af biens ekskrementer m.m. Nogle midearter snylter dog på bien ved at suge blod og kan derved skade den.
Humlebiens bo
Dronningen er den eneste, der er i stand til at overvintre. Om foråret flyver hun ud efter egnede steder at etablere et nyt samfund. Dronningen er tydelig stor og man ser, hvor søgende hun undersøger mulige huller rundt omkring. Gamle musereder i jorden er i høj kurs hos mange humlebier. Nogle arter kan finde på at søge ind i hulrum i huse, men er ikke kendt for at gøre skade.
Så snart boet er fundet begynder dronningen at indsamle et forråd af pollen i en krukke hun har lavet. Herefter bygger hun en ægcelle med en blanding af pollen og voks. I den færdige celle lægger hun sine æg – omkring 10-15 stykker. Dronningen sørger for den rette temperatur i boet og ”ruger” på æggene indtil de klækkes. Den nye generation af humlebier er arbejdsbier, der fremover hjælper med pasningen af dronningen æg og larver.
Hos honningbier og hvepse lever larverne i separate sekskantede celler, men humlebiens larver lever i et fælles børneværelse. Når larverne skal gennemgå forvandlingen fra larve til humlebi lukker de sig hver især inde i en kokon af silke som de spinder. Når larven en tid senere bryder frem er det som voksen humlebi.
Sidst på sommeren klækkes nye dronningebier og han-bier (droner), der kan fortsætte slægten, da den gamle dronning er udtjent.
Snyltehumler
Der findes snyltehumlebier, der lister sig ind i humlebiernes samfund, hvor de lægger deres egne æg – ligesom det kendes fra gøgen. Arbejdsbierne plejer og passer derefter snyltehumlens afkom. Snyltehumlen samler ikke mad, men spiser det gerne på stedet. Der findes 9 arter af snyltehumler i Danmark.
Kilder: bumblebee.org, no.wikipedia.org, Danmarks Miljøundersøgelser/Rødlisten, Gad; Små dyr i skoven 2003; L.H. Olsen, J. Sunesen, B.V. Pedersen. Featured foto: Niels Lisborg/NaturGrafik.dk.
