Hugormen – gift og bid

Annonce

Hugormebid
Ca. 70 mennesker bliver hvert år indlagt på sygehuse i Danmarks som følge af hugormebid. Risikoen er størst om foråret, hvor de vekselvarme dyr er langsommere til at flygte, samt i sommerferiesæsonen, hvor flere turister færdes i naturen. Der sker derfor oftest uheldige konfrontationer om foråret samt i juli-august. Hugormens gifttænder er bagudrettet, hvilket betyder at slangen må hugge med vidt åbent gab for at tænderne kan trænge ind i byttet. Når slangen hugger, sprøjter den lynhurtigt (1/40 sekund) giften ind i byttet gennem de hule tænder, der fungerer som kanyler. Byttet skal ret tæt på før hugget sættes ind – gerne under 10 cm.
En truet hugorm kan næppe nå sin fjende på afstande over 20 cm, men kan godt finde på at foretage skinangreb ud i luften for at true – alt imens den hvæser advarende. Gifttænderne skiftes løbende.

Hugormebid sker oftest om foråret, hvor hugormen lige er kommet frem af vinterdvalen og er langsommere til at flygte
Hugormebid sker oftest om foråret, hvor hugormen lige er kommet frem af vinterdvalen og er langsommere til at flygte samt i sommerens industriferie (juli), hvor mange turister færdes i naturen. Hvert år indlægges ca. 70 mennesker i Danmark som følge af hugormebid. Foto: Niels Lisborg

Ofte blot advarselsbid
De fleste mennesker, der er blevet bidt af en hugorm har fået et såkaldt advarselsbid, hvor slangen har undladt at bruge al sin dyrebare gift. For mange vil symptomerne derfor ofte være ømhed, misfarvning og hævelse omkring bidstedet og ikke kræve behandling. Hugormebid kan dog i nogle tilfælde udvikle sig alvorligt og man bør altid søge læge, hvis man er blevet bidt.
Siden 1900 kendes kun 7 dødsfald i Danmark som følge af bid fra hugorm. I Skandinavien er det seneste dødsfald hos et rask, voksent menneske så vidt vides fra 1994, hvor en svensk kvinde døde som følge af hugormebid. Også vores husdyr og kæledyr kan blive udsat for hugormebid. Hos Agria Dyreforsikring er der i skadestatistikken i gennemsnit årligt registreret seks hunde, der er døde som følge af hugormebid i perioden 2002-2012.

I nogle tilfælde kan hugormebid udvikle sig alvorligt. Man bør derfor altid søge læge efter et hugormebid. Her et tilfælde fra Hillerød Sygehus. Foto: Kristian Thomasen.

“De fleste mennesker, der er blevet bidt af en hugorm har fået et såkaldt advarselsbid, hvor slangen har undladt at bruge al sin dyrebare gift.”

Hugormens gifttænder er bagudrettede.
Hugormens gifttænder er bagudrettede.

Lige efter biddet
Den umiddelbare reaktion er den kortvarige smerte efter stikket af slangens to hugtænder, der max kan måle op til 5 mm. De fleste reagerer naturligt ved forskrækkelse efter det pludselige, ofte uventede bid og synet af en slange. Selve symptomerne på forgiftningen kommer normalt først i løbet af en time eller mere. Der er således normalt ikke tale om en umiddelbar reaktion, når en hugorm har bidt, men om en forgiftning, der i løbet af nogle timer kan give hævelser og utilpashed som f.eks. opkast og svimmelhed.

Første hjælp
Er man blevet bidt af en hugorm er det bedste råd at forholde sig roligt og søge læge. Måske har man blot fået et skræmmebid, men man bør være under lægelig observation i de nærmeste timer efter biddet, hvor lægen kan vurdere reaktionerne. Mange vil naturligt reagere ved panik eller løbe væk, men faktisk er det allervigtigste, at man så vidt muligt holder bidstedet i ro og roligt begiver sig mod et lægetjek. Bevæger man sig meget aktivt, f.eks. i løb, øges blodgennemstrømningen og dermed spreder giften sig hurtigere til resten af kroppen. Man skal under ingen omstændigheder forsøge at suge giften ud eller at skære i såret som det ofte ses i gamle westernfilm.

En sammenrullet hugorm i forsvarsposition. Klar til hug! Foto: Niels Lisborg.
En sammenrullet hugorm i forsvarsposition. Klar til hug! Foto: Niels Lisborg.

Giftens virkning
Mus dør på få minutter af hugormens gift, mens giften som nævnt meget sjældent er dødelig for mennesker. Slangegift har traditionelt været opdelt i blodgifte og nervegifte, hvor hugormens gift hører til blodgiftene, der nedbryder vævet og derved skaber blødninger i modsætning til f.eks. cobraslangen, hvis gift primært er en nervegift, der lammer nervesystemet. Slangegifte er dog ret komplekse og ovennævnte opdeling er en stærk forenkling. Hugormen kan sprøjte ca. 30 mg gift ind i byttet. Potentiel livsfarlig dosis for raske mennesker vurderes til ca. 1 mg. hugormegift pr. kg legemsvægt. Giften producerer slangen selv, og efter 2-3 dage er depoterne igen fyldt op.
Giftens styrke varierer tilsyneladende i løbet af hugormens aktive periode fra tidlig forår til oktober. Under hugormens parringstid i april-maj eller under hedebølger, hvor hugormen lider af sult eller tørst synes giftens styrke kraftigere.

Forholdsregler mod hugormebid
En hugorm kan ikke bide igennem almindelige lædersko og støvler og en voksen hugorm, der ligger på jorden kan ikke bide højere end 20 cm op ad benet. Solidt fodtøj, der når mindst 20 cm op ad benet er derfor en god beskyttelse når man færdes i potentielt hugormeterræn. Slangen kan mærke selv meget små rystelser i jorden og ved at tråde lidt hårdt i jorden når man går, vil slangen kunne opfatte at du er på vej og fortrække længe før du når frem. Undtagelser er i kølige perioder, hvor slangen soler sig – særligt i foråret. Her reagerer slangen langsommere og der er derfor ofte større sandsynlighed for nærkontakt.

Slangeserum – modgift
Slangeserum fremstilles ved at man sprøjter små mængder slangegift ind i større dyr, typisk heste. Dyrene reagerer ved at danne antistoffer mod giften. Disse stoffer udtages ved blodtagning fra dyret og kan bruges som modgift til mennesker, der er blevet bidt. Brug af serum er ikke helt uproblematisk, da der kan opstå allergiske reaktioner ved brugen.
De senere år har man ved svære tilfælde af hugormebid benyttet det effektive, men ret dyre ViperaTAb. Midlet er udvundet af antistoffer fra får og giver færre allergiske reaktioner.

Theriak: Oldtidens middel mod giftige bid.
Hugorme som direkte ingrediens i modgifte er brugt langt op i Middelalderen. Logikken var, at da hugormen kunne leve med en stærk gift i kroppen, måtte den nødvendigvis indeholde en stærk modgift. Det berømte middel blev betegnet Theriak – oprindeligt afledt af kejser Neros hoflæge Andromachos, der fremstillede en modgift som han betegnede theriaca af det græske theriakan, der betyder ”middel mod giftige dyrs bid”.
Det romerske præparat blev op igennem tiden forbedret med endnu flere indholdsstoffer. Modgiften Theriak var efterhånden sammensat af mange forskellige bestanddele (over 100), herunder hugorme. Slangens krop blev tørret og pulveriseret, hvorefter det indgik i theriaken sammen med bl.a. kanal, peber, opium og diverse urter. Velbekomme…

Kilder: Naturstyrelsen, Ugeskrift for læger nr. 32/2003, Nordens padder & krybdyr 2001; Kåre Fog, Schmedes & Rosenørn de Lasson, Nordjyske.dk 19/7-13,

Annonce