Hugormen – gift og bid
Mellem 200 og 400 mennesker bliver hvert år bidt af en hugorm i Danmark. Det er næppe alle bid, der registreres. Omkring 10% udvikler en alvorlig forgiftning, i følge Giftlinjen, Bisbjerg Hospital.
Det er ikke alle hugormebid, der indeholder gift – og menneskers reaktion på et hugormebid er forskelligt fra person til person.
Flest bid om foråret og i sommerferien
Risikoen for hugormebid er størst om foråret, hvor de vekselvarme dyr er langsommere til at flygte, samt i sommerferiesæsonen, hvor flere turister færdes i naturen. Der sker derfor oftest uheldige konfrontationer om foråret samt i juli-august.
Sådan beskytter du dig mod hugormebid
En hugorm er en forholdsvis lille slange (60-90 cm) med små gifttænder. Den kan ikke bide igennem almindelige lædersko og støvler.
En voksen hugorm, der ligger på jorden kan ikke bide højere end 15-20 cm op ad benet. Solidt fodtøj, der når mindst 20 cm op ad benet – f.eks. almindelige gummistøvler, er derfor en god beskyttelse når man færdes i potentielt hugormeterræn.
Slangen kan mærke selv meget små rystelser i jorden og ved at tråde lidt hårdt i jorden når man går, vil slangen kunne opfatte at du er på vej og forsvinde længe før du når frem. Undtagelser er i kølige perioder, hvor slangen soler sig – særligt i foråret. Her reagerer slangen langsommere og der er derfor ofte større sandsynlighed for nærkontakt.
Alle bør kende en hugorm – ikke mindst børn
Mange danskere har aldrig set en hugorm. Det er dog en art alle bør kende. Også børn bør lære om hugormen – Danmarks eneste giftslange. Lær børn, at de ikke må drille slangen eller tage den op. Man skal ikke være bange for en hugorm, men have respekt for den.
Søg altid læge ved hugormebid. Fjern smykker og ringe, da bidstedet kan hæve op. Den bidte skal så vidt muligt holdes i ro – og transporteres til læge til observation.
Når hugormen bider
Hugormen anvender sin gift til at dræbe et bytte – f.eks. en mus, som slangen efterfølgende finder via tungen, der fungerer som slangens “næse”. Slangen kan også bruge sin gift til forsvar, hvis den føler sig truet – og flugt ikke er en mulighed.
Byttet skal ret tæt på før hugget sættes ind – gerne under 10 cm!
En truet hugorm kan næppe nå sin fjende på afstande over 20 cm, men kan godt finde på at foretage skinangreb ud i luften for at true – alt imens den hvæser advarende. Nogle bid er advarselsbid og ikke alle forsvarsbid indeholder gift.
Symptomer på hugormebid
For mange vil symptomerne ofte være ømhed, misfarvning og hævelse omkring bidstedet og ikke kræve behandling. Hugormebid kan dog i nogle tilfælde udvikle sig alvorligt og man bør altid søge læge, hvis man er blevet bidt.
Siden 1900 kendes kun 7 dødsfald i Danmark som følge af bid fra hugorm.
Også vores husdyr og kæledyr kan blive udsat for hugormebid, hvor der årligt dør hunde som følge af hugormebid. Katte får tilsyneladende færre alvorlige bivirkninger sammenlignet med hunde.
Lige efter biddet
Et hugormebid ses på huden som to prikker med 6-9 mm mellemrum.
Den umiddelbare reaktion er den kortvarige smerte efter stikket af slangens to hugtænder, der måler ca. 4 mm.
De fleste reagerer naturligt ved forskrækkelse efter det pludselige, ofte uventede bid og synet af en slange. Selve symptomerne på forgiftningen kommer normalt først i løbet af en time eller mere. Der er således normalt ikke tale om en umiddelbar reaktion, når en hugorm har bidt, men om en forgiftning, der i løbet af nogle timer kan give hævelser og utilpashed som f.eks. opkast og svimmelhed.
Førstehjælp
Er man blevet bidt af en hugorm er det bedste råd at forholde sig roligt og søge læge. Måske har man blot fået et skræmmebid, men man bør være under lægelig observation i de nærmeste timer efter biddet, hvor lægen kan vurdere reaktionerne.
Mange vil naturligt reagere ved panik eller løbe væk, men faktisk er det allervigtigste, at man så vidt muligt holder bidstedet i ro og roligt begiver sig mod et lægetjek. Bevæger man sig meget aktivt, f.eks. i løb, øges blodgennemstrømningen og dermed spreder giften sig hurtigere til resten af kroppen.
Man skal under ingen omstændigheder forsøge at suge giften ud eller at skære i såret som det ofte ses i gamle westernfilm.
Giftens virkning
Hugormens gift er ret potent – og mere giftig end de fleste amerikanske klapperslangers gift, i følge det såkaldte LD50-index. Mængden af hugormes gift er dog betydeligt mindre end hos klapperslangen og derfor er hugormebid meget mindre farlige end klapperslangebid.
Mus dør på få minutter af hugormens gift, mens giften som nævnt meget sjældent er dødelig for mennesker.
Slangegift har traditionelt været opdelt i blodgifte og nervegifte, hvor hugormens gift hører til blodgiftene, der nedbryder vævet og derved skaber blødninger i modsætning til f.eks. cobraslangen, hvis gift primært er en nervegift, der lammer nervesystemet. Slangegifte er dog ret komplekse og ovennævnte opdeling er en stærk forenkling.
Hugormen kan sprøjte ca. 10-18 mg gift ind i byttet. Potentiel livsfarlig dosis for raske mennesker vurderes til ca. 1 mg. hugormegift pr. kg legemsvægt. Giften producerer slangen selv, og efter 2-3 dage er depoterne igen fyldt op.
Giftens styrke varierer tilsyneladende i løbet af hugormens aktive periode fra tidlig forår til oktober. Under hugormens parringstid i april-maj eller under hedebølger, hvor hugormen lider af sult eller tørst synes giftens styrke kraftigere.
Slangeserum – modgift
Slangeserum fremstilles ved at man sprøjter små mængder slangegift ind i større dyr, typisk heste. Dyrene reagerer ved at danne antistoffer mod giften. Disse stoffer udtages ved blodtagning fra dyret og kan bruges som modgift til mennesker, der er blevet bidt. Brug af serum er ikke helt uproblematisk, da der kan opstå allergiske reaktioner ved brugen.
De senere år har man ved svære tilfælde af hugormebid benyttet det effektive, men ret dyre ViperaTAb. Midlet er udvundet af antistoffer fra får og giver færre allergiske reaktioner.
Theriak: Oldtidens middel mod giftige bid.
Hugorme som direkte ingrediens i modgifte er brugt langt op i Middelalderen. Logikken var, at da hugormen kunne leve med en stærk gift i kroppen, måtte den nødvendigvis indeholde en stærk modgift. Det berømte middel blev betegnet Theriak – oprindeligt afledt af kejser Neros hoflæge Andromachos, der fremstillede en modgift som han betegnede theriaca af det græske theriakan, der betyder ”middel mod giftige dyrs bid”.
Det romerske præparat blev op igennem tiden forbedret med endnu flere indholdsstoffer. Modgiften Theriak var efterhånden sammensat af mange forskellige bestanddele (over 100), herunder hugorme. Slangens krop blev tørret og pulveriseret, hvorefter det indgik i theriaken sammen med bl.a. kanal, peber, opium og diverse urter.
