Fem ting du ikke vidste om ålen!

Ålen er helt i særklasse. Den har en forsvarsmekanisme og overlevelsesinstinkt som overgår de fleste fisk.

Ålen trækker flere tusinde kilometer, dens blod er giftigt – og den kan blive lige så gammel som mennesker.

Et af havets mysterier!
De fleste kender udtrykket glat som en ål. Men hvad er ålen egentlig for en størrelse og hvad er det som gør den til et af havets store mysterier? Den slangelignende fisk som vi i Danmark ynder at spise, modsat flere af vores nordiske naboer. De afholder sig fra det, blandt andet på grund af ålens ry som ligæder.

Vidste du, at:

  • Akvarieforsøg har vist, at blankål kan være aktive i 6 år uden at tage føde til sig.
  • Åleblod er giftigt, men virkningen forsvinder ved tilberedning.
  • Ål kan blive meget gamle. Man har dokumenteret kendskab til en ål på 88 år.
  • Ålen er en varmtvandsfisk, der har sit vækstoptimum ved 25°C.
  • Ålen kan, udover via gællerne, også optage ilt igennem huden.

Overtro og fortællinger – ålekonger og hestehår!
Ålen har altid været forbundet med mystik og overtro. Den gådefulde fisk ligner ikke sine artsfælder, hvilket helt sikkert har bidraget til fortællingerne. Eksempelvis troede man tidligere, at ålen opstod af hestehår eller af åleslim. Det var også først i 1896 at man fandt ud af, at ålen havde flere meget forskellige stadier i sin udvikling. Indtil da troede man, at der var tale om forskellige arter af ål og at i det tidlige stadie hvor ålen ligner en lille fladtrykt fisk, var en særlig fiskeart. Indtil da troede man, at ålen stammede fra en lille sølvbille.
Man sagde tidligere, at fiskeren blev ”ålekonge” hvis han bed hovedet af den første ål. Når man var ”Ålekonge” ville ålene altid følge en. Endvidere bragte det uheld med fangsten hvis han ikke selv spiste efterårets første ål. Sådan er der masser af fortællinger og overtro som omhandler ålen.

Annonce

Fighteren og overleveren!
Ålen er helt i særklasse. Den har en forsvarsmekanisme og overlevelsesinstinkt som overgår de fleste fisk. Ålen kan flytte sig både i vand og over land. Dens små gæller gør nemlig, at den delvis kan ånde gennem huden. Ålen er desuden slimet, hvilket hjælper den mod udtørring, når den snor sig på land. Slimen kan i øvrigt hos nogle mennesker fremkalde en allergisk reaktion hvis den kommer i åbent sår.

Giftigt blod
Ålen er også giftig. Det vil sige, at dens blod er det. Hvis man får åleblod i et åbent sår, kan det medføre kvalme, opkastninger og kraftig hovedpine. Og hvis det kommer i øjnene, kan det virke ætsende og give betændelse. En dosis på bare 0,2 ml åleblod pr. kg kropsvægt indsprøjtet direkte i en hund skulle være dødelig! Heldigvis forsvinder giftvirkningen ved tilberedning når ålen koges/steges.

Flere af vores nordiske nabolande bryder sig ikke om at spise ål, men det er en meget populær spise i Danmark.

Fakta om ålen!
Den europæiske ål (Anguilla anguilla) er en fisk som ligner en slange. Ålen er slimet og bliver normalt op til 60-80 cm lang. Dog kan den under særlig optimale forhold blive dobbelt så lang. Ålen er et natdyr, hvilket er en af årsagerne til, at den har så store øjne. Den er et bunddyr som mest lever af små fisk og rogn, men er ikke kostforagter og tager hvad den kan finde!
Ål kan blive rigtig gamle. I følge Naturhistorisk Museum i Århus kender man ål på 88 år!

Ålen er almindelig i Danmark, men bestanden som helhed er i tilbagegang.
Der er stadigvæk en del uopklaret når det kommer til Ålens livscyklus. Det man ved, er at ål svømmer til Sargassohavet for at gyde. Det man ikke ved er, omstændighederne herfor, da man endnu ikke har fanget en gravid ål eller overværet parringen. Ynglen driver med Golfstrømmen til Nordafrika og Europa. En rejse som tager mellem 12-15 måneder. Her forvandles de til glasål. Efter en tid ændres de til gulål. Efter 5-12 år er de kønsmodne og blevet til blank-ål og det er nu de begynder deres rejse tilbage til Sargassohavet. En vandring på 4-7000 km.
/MR

Kilder: Galathea 3, Politikken, Lademanns Dyreleksikon, Naturhistorisk Museum Århus, Wikipedia, fiskepleje.dk.

Annonce