Forskning: bakterieskabte kropslugte tiltrækker myg

Især henunder aften og ved skumringstid er mange myg aktive. Også skyggefulde steder i dagtimerne – f.eks. i skoven, kan have mange aktive myg. Foto: Stillwords, Dreamstime.com.

Alle os der jævnligt er ude i naturen kender det. Blodsugende myg, der efterlader et kløende myggestik. De fleste af os ved også at nogle er mere udsatte for myg end andre.

Stikmyggene har tilsyneladende præferencer, hvor nogle mennesker foretrækkes mere end andre. Jeg hører selv til dem, der får mange myggestik – næsten bare jeg går udenfor en dør i sommerhalvåret. I modsætning til min mand, der kun får få eller ingen myggestik, så bliver jeg bogstaveligt spist af de små blodsugere.

Nyt forskningsprojekt bekræfter igen at det er vores kropslugt, der afgør om vi er myggenes yndlingsoffer.

Nu har et nyt forskningsprojekt i Zambia, Afrika – testet på malariamyg, igen bekræftet at myg foretrækker nogle mennesker fremfor andre. Det skriver CNN. 6 forsøgspersoner blev placeret i hver deres separate lille telt – ude i myggenes miljø. Teltene var skærmet så myggene kunne ikke nå testpersonerne, men fra hvert telt blev luft inde fra teltet med forsøgspersonernes kropslugte og åndedræt ført via rør til et 20×20 m overdækket areal. Herfra kunne mængder af sultne malariamyg vælge i duftmenuen. Bogstaveligt en buffet i menneskelige dufte. Via infrarøde kameraer kunne forskerne registrere hvilke rør og testpersoner myggene foretrak.

Bakterierne på din hud er med til at gøre forskellen!

Mennesker med højere niveauer af carboxylsyrer (sure organiske forbindelser) på huden er mere attraktive for myg.

Myggene var mest tiltrukket af luftbårne carboxylsyrer. Carboxylsyrer produceres af bakterier på vores hud og disse naturlige dufte har ved almindelig hygiejne som oftest ikke tendens til at være mærkbare for os – men myggene elsker dem!

I følge forskerne kan vi ikke bare vaske alle vores naturlige dufte, der tiltrækker myg, væk med vand og sæbe, men forskernes viden kan bruges til at skabe myggefælder eller afskrækningsmidler. Netop en af forsøgspersonerne virkede ikke attraktiv for myggene og forskerne fandt her en høj koncentration af stoffet eucalyptol (der kendes fra eukalyptus-olie), der formentlig er relateret til forsøgspersonens diæt. Det har længe været kendt at eukalyptus frastøder myg.

Vidste du, at svedlugt består af mindst 24 carboxylsyrer via en kemisk reaktion fra bakterier i huden? Smørsyre, der giver lugten af sure tæer er også en carboxylsyre. Og ja, sure tæer kan tiltrække myg!

Det er altså vores særlige (og individuelle) kropsdufte, der tiltrækker myg – sammen med en række andre parametre som kuldioxid i udåndingsluften og kropsvarme, og altså ikke vores blodtype.

Kilder: CNN, Videnskab.dk, samvirke.dk. Frontfoto: Zbigniew Ratajczak, Dreamstime.com.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE