Et svalepar med unger spiser 1 million insekter på en dansk sommer.
Alle, selv ikke fuglekyndige, kender svalen. Svalerne hører blandt de mest skattede fugle i den danske befolkning. Svalerne er forårets og sommerens bebuder.
Hvad måske knap så mange ved, så er svalerne i den grad dygtige og ihærdige insektfangere. Et svalepar, der opfostrer et kuld unger, fanger og spiser ca. 1 million insekter i løbet af en sæson! Behændigt og flyvende i fuld fart, fanges insekterne i luften.
Landsvalerne flyver gerne lavt helt ned over vejen eller henover kreaturerne på engen. Bysvalerne flyver oftere et niveau højere til vejrs end landsvalerne – og derved deler de på sin vis spisekammeret i mellem sig.
Landsvalen er trods tilbagegang stadig den talrigeste svaleart i Danmark. Den kendes fra de øvrige svalearter på sin blåsorte, metalskinnende overside og sin rustrøde pande og strubeplet. De forlængede ydre halefjer, særlig hos hannen, går for at være svalens klassiske kendetegn.
Det anslås at der yngler ca. 230.000 par landsvaler i Danmark – svarende til et insektforbrug på 230.000 par x 1.000.000 insekter!
Dertil kommer bysvalen med ca. 40.000 ynglepar – og en helt tredje svaleart; digesvalen med ca. 10.000 ynglepar.
Mange svaler når at opfostre mere end et kuld unger. I så fald aftages endnu flere insekter.
Det danske sommerland er således reduceret for fluer, myg og andre insekter i milliardstørrelsen. Takket være svalerne.
/JN
kilder: Dof.dk, Naturhistorisk Museum, Aarhus.