Sæson for ræveskrig

Det lidt uhyggelige skrig i mørket og den hæse gøen i det fjerne er en klassisk lydkulisse i talrige krimier. I filmens verden bruges lyden året rundt, men i virkeligheden er det stort set kun i rævenes rolletid, at rævene er så højlydte.

Vi er taget ud i natten for at høre og opleve rævene skrige i mørket.

Hør ræven her:

I januar og februar er det rævenes såkaldte rolletid.
I den periode markerer hannerne deres territorier – og gør højlydt opmærksom på dem selv – i et håb om at tiltrække en hun. Tager man ud i et naturområde en stille vinternat, kan man ofte høre rævens lidt uhyggelige skrig i mørket.

Han-ræven håber at kalde en hun til sit territorium. Foto: Menno67, Dreamstime.

Hunnen er drægtig i ca. 52 dage. Hun føder sine 4-8 hvalpe i en underjordisk grav i løbet af marts og april. Ræven graver oftest selv sin hule eller overtager gamle forladte rævegrave eller huler fra grævlinge. Gode huler i de rette omgivelser kan blive brugt af generation efter generation af ræve.

I maj kommer hvalpene frem fra rævegraven.

I maj begynder hvalpene så småt at kigge udenfor rævegraven og det kan give nogle gode naturoplevelser at sidde i skjul et stykke fra rævegraven og betragte de legende hvalpe. I juni begynder hvalpene ofte at bevæge sig rundt på egen hånd og det er nu at man kan opleve de små størrelser ved højlys dag liste rundt i marker og enge. De bliver dog normalt passet af hun-ræven til hen på sensommeren. Herefter gælder det for de unge ræve at drage ud for at finde deres eget territorium. De fleste ræve bliver i nærområdet, men nogle ræve flytter over 100 km væk fra fødestedet.
/MR

Rævehvalpene er resultatet af rolletiden i januar, februar. Foto: Justin Hoffman Outdoors, Dreamstime.

Featured foto: Ondrej Prosický, Dreamstime. Lydoptagelse:
Matthias Feuersenger/xeno-canto.org.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder