Ræve bændelorm – en potentiel smittefarlig parasit!

Potentiel farlig parasit er måske mere udbredt i naturen end tidligere antaget.
Rævens dværg-bændelorm Echinococcus multilocularis, der er mellem 1-3 mm lang, er i 2012 for første gang fundet i en jysk ræv. I 2000/2001 blev tilsvarende fund gjort i Københavnsområdet. Parasitten kan også smitte mennesker.

Dværg-bændelorm kan give leverskader hos mennesker, men risikoen for smitte er lille.
Fundet kan tyde på, at parasitten er mere udbredt i naturen end tidligere antaget. Parasitten kan smitte til mennesker, hvor den i larvestadiet angriber leveren og kan give alvorlige (dødelige) leverbeskadigelser efter en årrække. Ifølge DTU Veterinærinstituttet, der overvåger parasittens udbredelse, er risikoen for smitte formentlig lille, men veterinærinstituttet anbefaler at man er opmærksom på mulige smittekilder.

Smittekilder og symptomer.
Mennesker smittes gennem kontakt med afføring fra smittede dyr f.eks. ræve og hunde, så det er vigtigt at have god hygiejne i særdeleshed, når man håndterer dyr. Ejere af jagthunde bør således være særligt opmærksomme på risikoen for smitte, ligesom tæt kontakt med byræve f.eks. via fodring menes at udgøre en risiko for mennesker.

Rovdyr herunder ræve, mårhunde og hunde bliver smittet ved at spise mus eller andre gnavere, hvor larvestadiet af bændelormen findes som cyster i leveren. De kan ligeledes bære på æg i pelsen, hvis de f.eks. har rullet sig i afføring fra smittede dyr.
Rævens dværgbændelorm giver som regel ingen symptomer hos smittede rovdyr. Hos melleværten, herunder mennesker, danner larvestadiet små væskefyldte blærer, såkaldte hydatider, i levervævet. Symptomerne vil være træthed og ømhed i leverområdet.

Vask bær, urter og svampe, der samles i naturen
Naturstyrelsen anbefaler at man er omhyggelig med at vaske bær, urter og lignende, man samler i naturen, da de kan være inficeret med æg fra parasitten via afføring fra blandt andet ræve. Det anbefales at følge nedenstående forholdsregler:

– Vask hænder, hvis du har rørt ved ræv, mårhund og andre rovdyr.
– Undgå om muligt, at hunde æder mus og andre gnavere, da disse dyr kan være smittet med parasitten.
– Undgå kontakt med byræve og lad være med at fodre dem.
– Få jævnligt undersøgt din hund og kat for parasitter og giv ormekur, hvis de har bændelorm.
– Vask bær, urter, nedfalden frugt og svampe, inden du spiser eller tilbereder det. Rådet gælder også grøntsager og andet fra køkkenhaver.
– Overdæk børnenes sandkasse, så rævene ikke kan forurene sandet med deres afføring.

Katte er mindre udsatte.
Der kendes et enkelt tilfælde, hvor parasitten blev fundet i en nordsjællandsk kat, men på trods her af menes katte ikke at udgøre en væsentlig risiko i forbindelse med smitte til mennesker. Det skyldes, at parasitten af en eller anden grund ikke trives godt i katte.

Dyr kan effektivt behandles mod rævebændelormen (echinococcer) med et receptpligtigt ormemiddel.

Kilder: DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen, Netdyredoktor.dk

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder