Hesteklægen – Danmarks største vampyrflue!
En kæmpe flue, der ved første øjekast kunne minde om en bi eller hveps, landede på min arm. Det var en hesteklæg – Danmarks største blodsugende flue.
Ien af de lune højsommerdage fik vi besøg af den største flue jeg nogensinde har set i Danmark! En tung, brummende flue landede på min arm. Den første indskydelse var straks at klaske den store – lidt sløve flue. Og egentlig med god grund! Der var nemlig tale om en kæmpestor hun-hesteklæg, der suger blod af større pattedyr! Det er kun hunnen, der er blodsuger og trods navnet kan kreaturer – og sågar mennesker også angribes, selvom mennesker tilsyneladende kun tappes for blod i begrænset udstrækning.
Hesteklægen (Tabanus sudeticus) er den største af Danmarks klæger – og tilmed Danmarks tungeste og kraftigste flue.
Fluen på min arm virkede dog umiddelbart ikke blodtørstig og betaget af de store insekt fik den lov at kravle op på min finger.
I følge litteraturen skal hesteklægens bid ikke være at spøge med og gøre ganske ondt. Når klægen suger blod skærer den først et trekantet hul i huden med sine skarpe munddele, hvorpå blodet suttes op.
Den store vampyrflue var dog i dette tilfælde ikke sulten. Jeg faldt tilsyneladende ikke i dens smag for pludselig lettede den med dyb brummen og forsvandt ud over engen. Måske ud til køerne i det fjerne?
Læs også om guldklægen – højsommerens værste blodsuger.
Kilder: dpil.dk, Statens Naturhistoriske Museum/snm.ku.dk.