Europæisk bison trives på Bornholm og skaber plads til flere arter.

10 år med europæisk bison i den danske natur.

Den europæiske bison er hårdfør og tilpasset den europæiske vinter. En gang fandtes den europæiske bison (Bison bonasus) over det meste af Europa. Billedet her er ikke fra Danmark. Foto: Aleksander Bolbot/Dreamstime.com.

Tilbage i 2012 blev der udsat 7 europæiske bisoner i en 200 hektar stor indhegning (svarende til over 280 fodboldbaner) i Almindingen på Bornholm. Formålet bag projektet var blandt andet at bidrage til at hjælpe en truet art. Den europæiske bison er det største landlevende dyr i Europa, men har været meget tæt på total udryddelse. Efter 1. verdenskrig var alle vildlevende bisoner udryddet i Europa. Det store dyr var efterstræbt på grund af jagt og der fandtes dengang kun 54 dyr tilbage i forskellige zoologiske haver. Et stort avlsarbejde har siden skabt små levedygtige bestande igen i hegnede naturområder i Europa. Et af dem er Almindingen på Bornholm.

De europæiske bisoner ser ud til at trives på Bornholm, hvor bestanden er mere end fordoblet siden de første dyr blev udsat i 2012. Billedet her er dog fra Bialowieza i Polen. Foto: Smellme/Dreamstime.com.

Et andet formål med at udsætte dyrene var at undersøge om bisonen kan hjælpe med at hjælpe andre truede dyr – og skabe en mere mangfoldig natur i skoven, alene ved den påvirkning og dynamik som det store dyr skaber ved at leve i området. Og det kan de! Det er konkluderet efter en 5-årig lang projektperiode, oplyser Naturstyrelsen. Bisonerne har vist sig at have en positiv effekt på artsrigdommen i skoven.
Dyrenes trives tilsyneladende godt og de 7 dyr er mere end fordoblet i antal.

Det er 2500 år siden, at visenten – den europæiske bison, levede naturligt i Danmark. Den sidste vilde europæiske bison blev skudt i 1927. Den nuværende bestand er genskabt fra dyr fra zoologiske haver.

De store pattedyr er med til at skabe åbninger og lyslommer i skoven – og det nyder bl.a. sommerfuglen Kejserkåbe godt af. Foto: Claudio Bruni/Dreamstime.com.

Den bornholmske bestand af bisoner har flere gange været i modvind og har modtaget flere politianmeldelser gående på vanrøgt af dyrene. Bag anmeldelserne står den retorisk offensive gruppe “Stop vanrøgt af dyr bag hegn”, der jævnligt politianmelder besætninger over hele landet. De bornholmske anmeldelser er dog blevet afvist. “Dyrene har det fint”, konstaterer Bornholms Politi til Dr.dk. Både dyrlæger og Fødevarestyrelsen følger dyrene og vurderer at de er i god foderstand.

En bison-kokasse. Det lyder måske ikke tiltalende, men disse efterladenskaber er vigtige levesteder for en række biller og andre insekter, der igen indgår i fødekæden for andre dyr. Foto: NaturGrafik.dk.

I 2018 blev der udsat europæisk bison i Lille Vildmose, der på tilsvarende vis har til formål at bevare bisonen som art og samtidig styrke områdets natur- og dyrearter. Det står generelt skidt til med biodiversiteten i Danmark. Det fastslår en ny rapport fra Biodiversitetrådet. En femtedel af Danmarks dyr, planter og svampe er truet af udryddelse eller er allerede uddøde.
/JN

Kilder: Dr.dk, Naturstyrelsen, dn.dk, tv2bornholm.dk, biodiversitetsraadet.dk. Forsidefoto: Larysa Uhryn. Bison i sne, fotograferet i Ukraine.

Bisonskoven på Bornholm er åben for offentligheden og har ifølge Naturstyrelsen ca. 100.000 besøgende om året. Der er ingen garanti for at opleve dyrene da de går i et stort område. Naturstyrelsen anbefaler at publikum holder mindst 100 m afstand til dyrene.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...