“Gravanden lyser prægtigt op på engen i sin hvide fjerdragt med grønt metalskinnende hoved og et varmt kastanjebrunt bælte over brystet.”
Af Marianne Riis, VisitNature.
And eller gås?
Tyskerne kalder den en gås, danskerne en and. Det er gravanden det handler om – og holder vi fast i betegnelsen and er den vores største af slagsen. Gravanden lyser prægtigt op på engen i sin hvide fjerdragt med grønt metalskinnende hoved og et varmt kastanjebrunt bælte over brystet. Gravanden er sin egen og adskiller sig bl.a. fra andre ænder ved at den er mere adræt på land. Og så har den helt sin egen stil når det kommer til placeringen af reden.
Kaster sand i øjnene på ræven
Gravanden ynder at overtage forladte rævegrave. Er det nødvendigt kan gravanden selv grave eller udvide en eksisterende hule. Man skulle dog synes at det ikke er helt uden risiko at overtage rævens gamle hjem. I fald at den oprindelige beboer skulle vende tilbage eller få for øre at hulens dyb rummer 8-10 store, delikate æg! Men også her adskiller gravanden sig fra andre ænder, idet både hannen og hunnen vogter reden og forsvarer den ihærdigt. Det siges at gravænderne hvirvler sand i øjnene på ræven, hvis den forsøger sig og bliver for nærgående. Imponerende er det i hvert fald at gravænderne tilsyneladende evner at holden ræven på afstand.
Efter ca. 1 måneds rugen inde i mørket klækker æggene og snart dukker dunede ællinger frem. Af og til ses det at gravænderne samler mange unger sammen i fælles ”børnehaver” med op til 100 ællinger.
Gravænderne lever i øvrigt i et livslangt ægteskab og vender trofast tilbage til den samme yngleplads år efter år.
Kilder: Fuglene i Danmark/Meltofte og Fjeldså, Nordens fugle/Benny Gensbøl
