Det er en udbredt myte at hugormeunger er farligere og giftigere end de voksne slanger, men det er rigtigt at de kan opleves som mere aggressive og flittige til at bide.
I sensommeren og de tidlige efterårsdage kan man møde hugormens unger. De små slanger er ofte mere aggressive end deres forældre – og hvæser advarende, hvis man kommer for tæt på. Hugormen føder levende unger i august og fra starten er de små, nye krybdyr udstyret med gift og hugtænder.
Det er dog en udbredt myte at de små hugorme er farligere og mere giftige end de voksne slanger. Hugormeungerne, der som nyfødte, kun måler ca. 10 cm, har naturligt nok mindre gift, kortere rækkevidde og mindre hugtænder end den fuldvoksne hugorm – og derfor også mindre farlige.
De små hugorme har ikke helt lært at klare sig i verden endnu, men deres forsvarssystem er udviklet og bruges gerne. Derfor kan man opleve hugormeunger hugge ud i luften mod mennesker, der står langt uden for rækkevidde. Der er den voksne slange langt bedre til at vurdere situationen og spare på kræfterne. I nogle tilfælde vil den voksne hugorm endog spare på sin gift og kun give et skræmmebid uden at injicere gift.
/NL