Aase blev bidt af en hugorm under en vandretur henover heden. Det kostede en tur på sygehuset.
Hvert år bliver omkring 200 danskere bidt af en hugorm. De fleste bid er ufarlige, men i nogle tilfælde udvikler det sig alvorligt. Læs her Aase og Kristian Thomasens beretning fra en sommerdag i juli 2012.
Søndag den 8. juli viste sig som en dejlig sommerdag og ægteparret Aase og Kristian Thomasen besluttede at tage fra sommerhuset og ud på en vandretur sammen med deres hund, henover det nærliggende Melby Overdrev, der regnes for en af Sjællands største heder.
Uventet slangebid
Parret fulgte hjulsporet i terrænet, da Aase Thomasen pludselig udbrød et “av” . Ingen af dem havde set hugormen, der lå på sporet. “Der var ikke tvivl om at min kone var blevet bidt”, forklarer Kristian Thomasen til NaturGuide.dk. “Det var tydeligt at se biddet med mærker fra hugormens to hugtænder.”
Ægteparret besluttede at gå tilbage mod bilen. På vejen tilbage møder de en flok vandrere, hvor der tilfældigvis er en sygeplejerske med. Her bliver de rådet til straks at tage ind til sygehuset.
Inden turen går mod Frederikssund Sygehus køres først et smut hjem forbi sommerhuset, hvor hunden sættes af. “Aase siger at jeg bare skulle tage det roligt”, forklarer Kristian Thomasen, “men jeg kunne se at hun var begyndt at blive blålig i ansigtet og jeg blev ret urolig. Det gik derfor med god fart af sted til sygehuset.”
“Det var meget mere alvorligt end vi troede”
Indlagt på intensiv
Da ægteparret nåede frem til sygehuset, delte lægen Kristians bekymring. Aases forgiftningssymptomer var tiltagende og hun blev kort efter sendt med ambulance og blå blink til Hillerød Sygehus og indlagt på intensiv afdelingen.
Aase Thomasen blev først udskrevet 10 dage senere, men fortæller at der gik mindst 2 måneder før hun var helt symptomfri efter mødet med hugormen på Melby Overdrev.
“Det var meget mere alvorligt end vi troede”, fortæller Kristian, der gerne vil advare andre om at tage for let på et hugormebid, og ægteparret giver derfor også NaturGuide.dk lov til at bringe det privatfoto som Kristian tog af Aases misfarvede ben mens hun var indlagt på sygehuset.
Er du blevet bidt af en hugorm? Skriv gerne om din oplevelse til redaktion@naturguide.dk.