Der findes rigtig mange arter af mælkehatte i Danmark, men der findes kun én mose-mælkehat. Og har man først lugtet til den, vil man altid kunne genkende den fremover.
Af Marianne Riis.
Selv synes jeg, at duften minder om karry, men andre beskriver den med en duft af løvstikke eller en maggitern. Men nu skal man ikke lade sig lokke af den dejlige krydderduft. For mose-mælkehat (Lactarius helvus) er giftig. I ældre svampebøger og nogle sider på nettet står den dog som spiselig. Det skyldes måske, at man tidligere, særligt i andre lande, har tørret den og brugt den i mindre mængder som krydderi på grund af den kraftige duft. Det kan ikke anbefales længere og det er nok heller ikke besværet og risikoen værd i forhold til at købe en pose krydderier.
Det er ikke kun duften, der afskiller mose-mælkehatten fra de andre mælkehatte. Den har ofte meget lidt mælk/saft og væsken er vandklar. Ingen anden mælkehat har helt vandklar mælk og det, kombineret med duften, gør bestemmelsen relativ nem.
Nok er svampen ikke spiselig, men det er stadigvæk en oplevelse at finde ”karry-svampen” i skovbunden. Den vokser under fyr, gran eller birk. Der findes faktisk mange svampe med helt specielle dufte som eksempelvis Anis-tragthatten, der dufter af lakrids eller hummerskørhatten, der lugter af fisk. Ja, der er masser af svampeoplevelser derude. God jagt.
Husk aldrig at spise svampe du ikke er 100 % sikker på. Der findes få gode spisesvampe herhjemme, mange der ikke er værd at spise eller er direkte uspiselige og så findes der giftige svampe, hvor nogle endda er dødelig giftige! Svampejagt er spændende, men det er vigtigt at lære dem at kende inden de kommer med ind i køkkenet. Et godt sted at starte er med en nyere svampebog. Jeg bruger selv denne:“svampe du kan spise”(annoncelink til boghandel).
Kilde: Svampeatlas, Nordeuropas svampe I & II, Svampe du kan spise/Jens H. Petersen. Featured billede:Jerzy Opiola CC BY-SA 3,0, wikimedia.