Udover at være Danmarks største finke, er kernebideren med sit kraftige næb også ekspert i at knuse stenfrugter. Næbbet kan yde et tryk på op mod 40 kg og det til trods for, at fuglen blot vejer omkring 50 gram.
Kan jage insekter i luften.
Kernebideren (Coccothraustes coccothraustes) er ekspert i at knække selv de største stenfrugter som kirsebær og blommer. Det gør, at den kan få fat i føde som mange andre dyr har svært ved. Også bladknopper og frø fra eksempelvis ask, bøg, taks og ahorn er på kernebiderens menukort, men i ynglesæsonen tilføjes insekter. Op til 70 procent af den føde som ungerne får består af insekter, særligt larver af egevikleren. Man har endda i sjældne tilfælde set finken jage insekter i luften.
Almindelig men sky fugl.
Til trods for, at kernebideren er Danmarks største finke og ikke ualmindelig herhjemme, er det de færreste som ser den. Den yngler i det meste af landet, men er dog mest talrig i de østlige egne, hvor der er mere løv- og blandingsskove. Kernebideren er ret sky og opholder sig mest i trækronerne. Da den heller ikke er særlig territorial er dens sang lavmælt. Man kan dog være heldig, særligt om vinteren, at se den flotte fugl. Her kigger den til tider forbi foderbrættet i håb om lidt solsikkefrø.
Vidste du;
At kernebiderens næb skifter farve fra gråblåt om sommeren til mere gulligt om vinteren?
At kernebideren kan blive op til 12 år gammel?
At det gerne er de halvrådne stenfrugter på træerne eller jorden som kernebideren går efter?
At kernebideren både yngler i det sydlige Finland, i en del af Østasien og i Nordafrika?
Fakta om kernebider:
- Kernebider har et stort hoved med et tykt og kraftigt næb.
- Hannen og hunnen er ret ens, dog er hannens farver noget stærkere.
- Finken har et vingefang på 29-33 cm og den er 18-19 cm lang.
- Den vejer 50-60 gram.
- Reden lavet højt i trætoppene med et kuld unger per år.
- Hver kuld består af 3-6 æg som lægges i maj og udruges af hunnen på 12-13 dag
MR/
Kilde: Fuglene i Danmark fra Gyldendal, dof.dk, naturporten.dk, fugleognatur.dk