Flot udstilling på Johannes Larsen Museet viser fugle i alle mulige udformninger

Af naturskribent Søren Olsen

Ida Holm Mortensen: Fugleinteresseret ældre kone. Foto: Søren Olsen.

For den fynske naturkunstner Johannes Larsen (1867-1961) spillede fuglene, både de hjemlige tamfugle, dem i naturen og dem han mødte på sine rejser, en helt central rolle i hans arbejde. Fuglene blev for ham en indgang til at beskrive verden og det at være i den. Fuglene er rigt repræsenteret i hans dagbøger, malerier, akvareller, tegninger og træsnit. Så det er ikke uden grund at han blev kendt som ”fuglemaleren”.

I dag er hans hjem og atelier et af landets smukkeste kunstmuseer. Her er både faste og skiftende udstillinger, og frem til den 30. december 2022 har museet en stor og flot særudstilling, kaldet FUGL 2022, som viser, hvad fuglekunstnerne kan i dag. Det er en censureret udstilling, som museet afholder hvert tredje år, og det er nu anden gang den såkaldte triennale for fuglekunst afholdes. Den viser, at nutidens fuglekunst er både alsidig og overraskende.

Den nye udstilling

Efter en indbydelse modtog museet 1349 værker fra 460 kunstnere, og af disse udvalgte en jury 69 kunstnere, der er repræsenteret på udstillingen med hver deres bud på, hvordan fuglekunst anno 2022 ser ud. Alle former for materialer er blevet anvendt, både akvarel, bronze, fotografi, grafik, installation, keramik, maleri, papirkunst, skulptur, tegning og tekstilkunst.

Simon Bang: Landskab med 9 storke. Foto: Johannes Larsen Museet.

En af dem der er kommet gennem nåleøjet, er Simon Bang, der deltager med et lidt ildevarslende akrylmaleri på 1,5 gange 3 meter. Det viser et landskab med ni storke på en rød baggrund, og i fugleflokken ses også en pelikan. Klimaændringerne sætter spor i landskabet og betyder at nye, varmeelskende fugle dukker op på vores breddegrader.   

-Fuglene tager os mange forskellige steder hen, og som museum for naturkunst ønsker vi at fastholde en stor nysgerrighed efter at se og formidle, hvad fuglene sætter i gang i dag hos kunstnerne. Hos nogle kunstnere er det, ligesom det var for Johannes Larsen, først og fremmest glæden ved fuglene, der gør sig gældende, mens andre kunstnere mere har betonet dramaet. Under alle omstændigheder sætter fuglene mange tanker i gang hos beskueren, fortæller museumsleder Jeppe Priess Gersbøll.

I forbindelse med udstillingen afholder museet en række rundvisninger og arrangementer med fuglene og kunsten i fokus. Tjek museets hjemmeside for nærmere oplysninger om dette. Der er også udgivet et flot katalog, hvor alle kunstnere er repræsenteret med ét værk.

Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14
5300 Kerteminde
Link til JohannesLarsenMuseet.dk

Featured billede: Jens Gregersen: Spover på vaden. Foto: Søren Olsen.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE