Butsnudet Frø, (Rana temporaria).
Af de brune frøer er den butsnudet frø Rana temporaria den mest almindelige og derved den frø der oftest ses på tur derude. Netop nu er den dukket frem fra vinterdvalen og søgt til vandhullerne, hvor der er fuld gang i yngleaktiviteterne. Hør frøens knurrende kvækken længere nede på siden.
Kendetegn
Den butsnudet frø kan variere i farve og mønster, men er generelt brun i farven med tværstriber på bagbenene. Den kan være vanskelig at skelne fra de øvrige brune frøer; spidssnudet frø og springfrø. Som regel virker snuden ret but – deraf navnet.
Et kendetegn er den mørke linje (kirtelvolden), der løber fra øje til næsebor, der falder drastisk ud mod snuden. Også den brune tindingeplet bag øjet knækker mere brat hos butsnudet frø, hvor kurven er mere jævn og bananformet hos spidssnudet frø.
Det sikreste kendetegn er at kigge på fodrodsknuden, der er kortere i forhold til de andre brune frøer – særligt spidssnudet frø. Fodrodsknuden ses ved bagbenets indertå. Hos butsnudet frø er fodrodsknuden på bagfoden kortere end de inderste led af intertåen. Hos spidssnudet frø er knuden længere. Hos springfrøen er knuden og indertåen omtrent lige lange.
Levevis
Lige efter yngletiden ser man ikke så meget til frøerne. De forlader igen vandhullet og kan træffes spredt i terrænet, men er i højere grad end tudsen afhængig af fugt.
Føde
Frøen lever af insekter som fluer og myg, snegle og larver. Selv store regnorme kan den finde på at sluge.
Ingen søskendekærlighed blandt haletudser
I nogle vandhuller kan man opleve, at der ligefrem er sort af haletudser. I sådanne vandhuller kan haletudserne begynde at udskille nogle stoffer i vandet, der hæmmer udviklingen af deres mindre søskende. Derved bliver det lettere for de lidt ældre haletudser at klare sig, mens resten ikke vokser eller dør. Det er haletudsernes egen måde, at sikre at der er mad til de stærkeste haletudser, der derved overlever og sikrer en ny generation af frøer.
Omkring midt i juni kravler de små, nyforvandlede frøer på land.
Indsamling af frøer til undervisning
I Danmark er både frøer og tudser fredet og må derfor generelt ikke indsamles, men den butsnudet frø må godt i begrænset omfang indfanges til brug i undervisning. Ligeledes må æg og haletudser indsamles, men skal udsættes igen, når haletudserne er blevet til frøer.
Fjender og trusler
Mange fugle tager gerne frøer. Det gælder bl.a. hejrer og storke. Også musvåger kan finde på at tage frøer. Snogen er desuden en aktiv frøjæger. Mårdyret ilder har også frøer på menuen.
Frøernes største trussel er når deres levesteder forsvinder. Enge og moser, der er blevet drænet af landbruget og opdyrket og vandhuller, hvor der udsættes fisk, der æder haletudserne har været et stort problem. I dag er frøer og tudsers levesteder som oftest beskyttet af lovgivningen og det kræver tilladelse at udsætte fisk i søer.
Stemme
Den butsnudet frø kan opleves hele sommerhalvåret, men høres kvækkende ved vandhullet i yngletiden fra sidst i marts til ind i april. Frøen høres som en længere dyb, snurrende, knurrende lyd. Slet ikke så højt som de grønne frøer, der først kvækker senere i maj når vandet er lidt varmere eller som de spidssnudet frøer, der udstøder lysere, korte ”blup-blup”-lyde.
Frøen om vinteren
Om vinteren går frøen i dvale. Den graver sig gerne ned eller dykker ned på søbunden og gemmer sig i mudderet. Af og til sker det at frøer dukker frem på milde vinterdage. Disse vinterfrøer er ret sløve og bliver ofte bytte for rovdyr og -fugle. Det sker at man finder en underlig slimklat på jorden. Det er resterne af en frø’s æggeleder, der er efterladt af en ilder eller musvåge, der har ædt frøen.
Fænomenet kaldes populært for ”stjernesnot”.
Kilder: Naturstyrelsen, Nordens padder & krybdyr 2001; Kåre Fog, Schmedes & Rosenørn de Lasson. Lydoptagelse: T. Trilar.
