Boganmeldelse: Svampe – du kan spise.

Svampe – du kan spise

læst og vurderet af Marianne Riis, VisitNature.
spisesvampeDer findes mange gode svampebøger på markedet – og nu er der kommet endnu en. Denne skiller sig dog ud fra de mange andre jeg har stående i reolen. I Danmark findes der mange tusinde svampearter, men Jens H. Petersen har her fokus på det, for de fleste, mest interessante: de bedste spiselige svampe og deres uspiselige dobbeltgængere til sammenligning. Og lad mig sige det med det samme. Det er en fremragende bog! Både for begyndere og mere øvede svampekendere. Alene bogens grafiske opsætning og flotte, illustrative fotos gør den værd at eje. Tilmed er bogen skrevet i et tilgængeligt og forståeligt sprog, der gør den let at læse.

I bogens første del introduceres læseren til svamperiget og svampens liv, hvor på forfatteren afslører, hvor svampene typisk findes og giver en række tips til indsamling, plukketeknik, brug og klargøring. Herefter præsenteres svampegrupperne med arter – visuelt opdelt i f.eks. rørhatte med gule rørmundinger og rørhatte med røde rørmundinger.

Trods et par mindre uhensigtsmæssigheder, f.eks. hvor teksten beskriver brun skælrørhat og orange skælrørhat og billedteksten bruger synonym-navnene brun birke-rørhat og orange birke-rørhat, så er det en anbefalelsesværdig svampebog, der giver masser af gode tips og indsigt. Selv har jeg fået en ny og større indsigt om vores almindeligste svampe – selvom reolen i forvejen tæller mindst 4-5 andre svampebøger.

Forfatter: Jens H. Petersen, Svampe – du kan spise. Udgivet af Gyldendal august 2014. 154 sider. Vejledende pris kr. 199,95.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder