Tragthat med duft af anis
Det lyder umiddelbart utroligt, men den er god nok. Det lugter umiskendeligt af sød lakrids i skovbunden! Det er den sjove gråblå anis-tragthat (Clitocybe odora) der står bag. Anis-tragthatten er ikke nogen særlig spiseoplevelse, men lakridsduften gør den sjov og får skovbunden til at virke endnu mere eventyrlig som taget ud af et smølfeland. Svampen kan findes over det meste af landet, hvor den vokser i skoven. Den ses fra august, men især i september og oktober til langt ud på efteråret og findes både i løvskove og nåleskove.
Forunderlige duftsvampe i de danske skove
Anis-tragthatten er ikke alene blandt svampene om at udsende uventede dufte. I gamle løvskove kan man ofte finde den lidt uanseelige løgbruskhat. Stor er sanseindtrykket dog, hvis man tager den op i hånden og lugter til den. Den lugter stærkt af hvidløg! Af andre spøjse indtryk til næseborene kan nævnes hummer-skørhatten, der dufter af…ja, hummersuppe. Og kugleknoldet fluesvamp, der lugter af rå kartofler og ikke mindst pelargonie-slørhatten, der dufter blomsteragtigt af pelagonier. Og der findes mange flere forunderlige svampedufte fra syntetiske lugte af maling til en fin snert af abrikos. Den grummeste af dem alle er nok stinksvampen, der slet og ret lugter grimt af ådsel.
/NL