Test af glampingtelt fra Wulff Nature

Glamping hitter – ikke bare i Danmark, men også i vores nabolande. Har man prøvet det, så forstår man hvorfor. Betegnelsen glamping er sammensat af de engelske ord glamourous og camping og er den luksuriøse udgave af udelivet.

Jeg holder selv meget af at sove i det fri. Udeluften er helt anderledes og giver en bedre nattesøvn. Gennem årene er det blevet til talrige telt- og shelterture, men aldrig i et glampingtelt! Det ændrede sig da vi på en stand på Danmarks Outdoor Festival ved Silkeborg mødte Jens Ole Ladefoged fra danske Wulff Nature. Her fik vi en snak om plusser og minusser ved glamping. Og ja, så endte det med at vi fik et telt med hjem.

Hyggeligt og afstressende at sidde stille og fundere ved bålet – og vide at om lidt venter en herlig seng og en god nattesøvn. Man sover fantastisk i den friske luft.

Glamping-teltet; tungt? Besværligt?

Lad os roligt slå fast med det samme: Et glampingtelt smider man ikke på ryggen. Det er ikke til vandring og cykelturen – og ikke et telt man flytter langt fra bilen. Derimod er det faktisk rigtig godt som basecamp og udgangspunkt for ture. Og ideelt som hverdagseventyr i haven eller en skøn plet, hvor man har fået lov at stille teltet op i en periode.

En af mine første fordomme var at et glampingtelt både er tungt og besværligt. Og tungt, ja! Vores model, 4 meter i diameter, (12,5 m2) er den mindste fra Wullf Nature med en vægt på 28 kg. Men besværligt?, nej! Det var overraskende let at slå op. Det tog vel 20-25 minutter første gang! – og her er det godt at være to. Og vupti, så stod der pludselig et “værelse” i haven med højt til loftet, så man kan stå oprejst.

Hurtig opsætning af glampingtelt
Hele teltet er pakket i en medfølgende bomuldstaske. Vi lagde delene ud på en presenning. Ca. 20-25 minutter senere var teltet rejst.

Bomuld versus nylon og polyester

Teltet fra Wulff Nature er lavet i 100% bomuld, hvilket generelt kendetegner gode glampingtelte. Bomuld har en helt anden åndbarhed end traditionelle telte af nylon og polyester, men det kommer med en pris: Vægten! Til gengæld er luften inde i et bomuldstelt meget bedre. Der er en helt anden åndbarhed – og man slipper for den kondens, der ofte dannes på indersiden af nylon- og polyester-telte. Bomuld har i øvrigt en bedre UV-resistens, hvilket er fint da det netop er et telt, der kan stå i lange perioder. Bomuldsfibrenes fortættende egenskaber når det bliver vådt, søger for at holde regnen ude, selvom undersiden godt kan føles fugtig efter dage med massiv regn.

Drengene nyder den gode plads i teltet. I et bomuldstelt bliver indersiden ikke våd af kondens.

Testet af de nordiske vejrguder

Vi har indtil nu testet vores nye glampingtelt langt ind i efteråret. Vi var især spændt på hvordan det klarede vejret. Ikke mindst da et voldsomt skybrud ramte i de første oktoberdage. Ikke en dråbe trængte ind! Vi har haft et ganske vådt efterår, men dommen er klar: Vandtæt! Her skal det retfærdigvis tilføjes at vi havde forsynet vores telt med et ekstra oversejl af polyester – købt til teltet som tilbehør fra Wulff Nature. Ikke fordi teltet i sig selv ikke er vandtæt, men fordi vi gerne ville bevare teltets flotte udseende så længe som muligt. Nedfaldne, våde efterårsblade, insekter, alger, støv og skidt vil med tiden sætte sit præg på teltdugen. For at skåne teltet visuelt har vi valgt at supplere med et polyester-oversejl, der ikke tager imod misfarvning på samme måde som bomuld.

Som tilbehør til Wulff Nature bomuldsteltet har vi suppleret med et polyester-oversejl for at beskytte teltet mod misfarvning fra blade, alger m.m. der næsten uvilkårligt fremkommer når teltet står samme sted i en længere periode – måske året rundt?

Den seneste månedstid har teltet også stået imod flere kraftige efterårsvinde. Vi har haft vindstød af stormstyrke, men teltet står fast, hvilket nok dels skyldes teltets form, hvor vinden blot glider af og ikke rigtig kan få fat, men i høj grad også de kraftige pløkker, der følger med.

Skønt med god plads til indretning

Det særlige ved glampingteltet er selvfølgelig at der er masser af plads. Der er plads til en rigtig seng, så det er fuldstændigt som at tage soveværelse med udenfor! Og det var faktisk ret sjovt at få lov at indrette teltet med stole, seng, tæpper, skind m.m. Vi prøvede at lave flere forskellige opstillinger indtil vi fandt den indretning vi syntes bedst om. Der var flere gange, at vi tænkte at det kunne være fedt med den version at teltet, der er en meter større i diameter, men alligevel fandt vi fint plads til en lille sovesofa, der kunne slås ud til en dobbeltseng samt to feltsenge til børnene. Til en familie på fire er 4m-diameter-versionen ganske fin. Og fravælger man senge og i stedet bruger liggeunderlag og soveposer, ja så kan teltet rumme 6-8 personer. Til større familier – eller plads til mere inventar, bør man kigge efter modellen, der er et nummer større.

Her er 12,5 m2 teltet udstyret med en sovesofa, der kan slås ud til 2 personer. Ved sengetid opsætter vi to ekstra flytbare feltsenge til børnene, så vi kan sove fire mennesker i teltet.

God kvalitet og gode detaljer

Teltet virker generelt til at være af god kvalitet med kraftige syninger og solide lynlåse. Bardunerne er stærke og har monteret bardunstrammere i form af et metalspænde, der gør det let at spænde bardunen op. Desuden er bardunerne let selvlysene. Det havde vi ikke umiddelbart fornøjelse af, men skal man ud i natten for at tisse kan det sikkert være praktisk.

En god ting er den medfølgende PVC-bund, der lynes fast på teltet, så der ikke trænger fugt ind nedefra. Som standard vil vi altid have bunden på, men det kan være praktisk på varme somre helt at lyne bunden af og rulle siden af teltdugen op, så teltet derved bliver luftigt og “svævende” som en tarp.

Som det er sædvane på de fleste telte er der også myggenet for åbningen i Wulff Nature-teltet, der kan lynes til og fra. Det er der heldigvis også for “vinduerne” i teltets sider. Netop disse åbninger sikrer en god udluftning og ventilation i teltet – uden generende fluer og myg følger med.

Teltet har kraftige syninger og virker stærkt. Vi kan bl.a. godt lide den kraftige lynlås og de simple stropper, der tillader at folde teltåbningen og vinduer op.

Værdi for pengene

Vi har sammenlignet priser og produkter på markedet. Wulff Nature-teltene ligger i den prisfornuftige ende af skalaen og billigere end flere andre mærker – bl.a. da teltbunden er inklusiv, hvilket ikke altid er tilfældet hos andre producenter. Normalt er det ikke uden skepsis når vi sammenligner billigere produkter mod dyrere. Her synes vi dog at vi får god værdi for pengene. Kvaliteten og funktionaliteten virker til at være i top. I følge Wulff Nature selv, skyldes det at firmaet er eneforhandlere i Danmark – og som indehaver Jens Ole Ladefoged siger til NaturGuide.dk: “Vi forhandler direkte med producenten uden fordyrende mellemled.” Den vejledende pris for teltet i denne artikel er pt. 4.995 kr. Dertil kommer tilkøb af polyester-oversejl, 1200 kr., hvis man ønsker det.

Alternativ til shelter i haven

Vi har brugt teltet til mange hyggelige stunder i haven – og som et godt alternativ til et shelter.

Efter nu at have brugt teltet i en periode, har vi erfaret at det på mange måder faktisk kan erstatte vores behov for et shelter i haven. Teltet klarer sig indtil videre fint mod de nordiske vejrguder. Det er relativt nemt at flytte og kræver ikke byggetilladelser som sheltere f.eks. gør i sommerhushaver. Desuden betydeligt billigere og enklere at anskaffe og sætte op. Med tiden kan det ikke undgås at teltet får en vis patina, hvis det står ude en stor del af året. Særligt alger kan farve teltet med tiden. Der findes dog rengøringsmidler og algefjernere på markedet, der netop er udviklet til rengøring af telte.

Glamping er sammensat af de engelske ord glamourous og camping og er den luksuriøse udgave af udelivet. Det har i lange tider været kendt i USA og f.eks. på safaris i Afrika.

Selvom vi forsat er til shelterture og packpacker-teltture så har glamping nu også fået en plads i vores repertoire. Det er lidt selvforkælelse at sove godt udendørs med seng og dyner. Ikke mindst når man ikke er purung længere, men stadig gerne vil udelivet. Vi har nu haft teltet stående fast i haven gennem længere tid og det er blevet en integreret del af hverdagen som vi er rigtig glade for.

TIP: Placerer man teltet i haven i en længere periode skal man lige være opmærksom at græsset dør nedenunder på grund af det manglende sollys. Vi har her gjort os den erfaring at lægge en billig presenning under teltbunden da den fugtige, lerholdige jord ellers sætter sig på undersiden af teltbunden, hvilket kan være besværligt at børste af når teltet skal rulles sammen. Det har ingen betydning for funktionaliteten, men kun rengøringen. Står teltet på mager sandbund eller på græs i få dage er det ikke noget problem.

NaturGuide.dk modtager ikke provision eller lignende fra producent og forhandler omtalt i artiklen. Dog har vi købt teltet med rabat til brug for test af teltet.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder