Test af lomme-mikroskoper, der kan kobles til din smartphone for under 200 kr.

Amerikanske Carson er på banen med nye – og meget prisvenlige, modeller af de populære mini-mikroskoper, der kan kobles til smartphonens kamera. Via danske Zeejuu.dk har vi fået lov at teste to håndholdte modeller, der indbyder til læring og udforskning.
Af Marianne Riis.
Tættere end øjet kan se.
Miniture-verdenen er fascinerende, men normalt er øjets adgang hertil via laboratoriets eller biologilokalets tunge bord-mikroscoper.
I en årrække har firmaet Carson, der oprindeligt startede for mere end 28 år siden i en lejlighed på Long Island, arbejdet med forstørrelsesapparater og mikroskoper. I de senere år er der tilkommet en ny kategori i genren: lomme-mikroskoper. Her sker der forsat en udvikling og de seneste modeller vi har fået i hånden kommer med en adapter, så man kan se og fotografere motivet via sin smartphones indbyggede kamera. Det er ganske smart og mere effektivt end jeg umiddelbart havde forestillet mig.
Test af Carson MP-250 MICROFLIP™ 100-250X lommemikroskop med mobil-adapter.


“Dette lille lomme-mikroskop har et fint potentiale – både til undervisning i naturskolen, men også til den nysgerrige (lille som stor)”
På billedet ser modellen ret plastik-agtig ud og jeg var fra starten lidt skeptisk da jeg pakkede den ud af æsken og monterede et AA-batteri i apparatet. Selvom det er et plastikhus, så virker apparatet alligevel ret kompakt. Jeg placerede lomme-mikroskopet på et stykke papir med mine kuglepens-notater, tændte for det indbyggede LED-lys, satte øjet til okularet og drejede på fokusringen (som på en kikkert) indtil billedet stod skarpt – og wow! Min kuglepenstreg, der synes klar og massiv med det blotte øje, blev her med en 100x forstørrelse, til noget, der lignede et dækmønster over en ru, fibret overflade.
Dette lille lomme-mikroskop har et fint potentiale – både til undervisning i naturskolen, men også til den nysgerrige (lille som stor), der kan fascineres af mikro-verdenen. Efterfølgende har jeg – og mine børn, prøvet med bladet fra et bøgetræ, benet fra en død edderkop (her kan man tale om behårede ben) – og ditto fra en sommerfugl, hvor sommerfugleskæl fra vingen nærmest ligner tagplader. I de fleste tilfælde er 100x forstørrelse rigelig og det er også i den ende af skalaen at billedet er bedst.

“Telefonens kamera evner i vid udstrækning selv at stille skarpt, men bare små bevægelser gør billedet uskarpt.”
Adapteren, der kobler mobiltelefonens kamera til lomme-mikroskopet monteres nemt, men herefter kræver det øvelse! Telefonens kamera evner i vid udstrækning selv at stille skarpt, men bare små bevægelser gør billedet uskarpt. Gode billeder kræver derfor en rolig hånd. Adapteren dur ikke til de mobiler, der har dobbelt linse som f.eks One, men ellers fungerer det hæderligt.
Carsons egen salgsvideo lægger op til optagelser i felten. Det er dog ikke så nemt som det ser ud. Blot lidt vind, der får underlaget til at bevæge sig, gør straks billedet uskarpt.
Lomme-mikroskopet har også indbygget uv-lys, der aktiveres ved tryk på en knap. I mikroskop-sammenhæng har jeg ikke fundet glæde af det, men uv-lyset kan bruges som en minilygte, der bl.a. kan afsløre vandmærker og indlagte tråde i pengesedler. Her til fungerer det fint. Uv-lys bruges også i andre sammenhænge til at afsløre rav på stranden, men det kræver en decideret lygte til formålet, se ravlygter.
Carson Microflip er pengene værd.
Prisen for Carson Microflip 100-250X må siges at være overkommelig. Den koster kun kr. 199,- og kan købes hos Zeejuu.dk (annoncelink til butik). Verden er fuld af kinesiske plastik-dimser, men Carson Microflip er pengene værd. For de penge kan man få nogle ret spændende og fascinerende oplevelser.
Test af Carson MicroMini ™ 20 x lommemikroskop
(annoncelink til butik)

Carson MicroMini™ (MM-380). Det lille apparat er kun ca. 4 cm høj. Hos danske Zeejuu.dk (annoncelink) er prisen kr. 129,- inkl. mobiladapter. Producentfoto.
Så bliver det ikke mindre. Carson MicroMini-380 er kun ca. 4 cm høj og fungerer mere som en superkraftig lup med sin 20x forstørrelse end som et egentligt mikroskop. Ofte er 20x forstørrelse dog mere anvendeligt da dette forstørrelsesniveau giver et mere overskueligt detaljebillede. Den er nem at anvende, men fokusringen føles lidt mere let og billig end hos 100-250X Microflip. Der er indbygget LED-lys med to lysstyrker, hvor jeg absolut foretrækker det stærkeste lys. Igen er det forbavsende at man kan se så mange detaljer. Kvaliteten af billedet er bestemt god og det er næsten ubegribeligt set i lyset af, at den lille fyr kun koster kr. 129,-

Let at koble til smartphonen
Igen medfølger der en adapter, der kan koble MicroMini'en til mobilens kamera. Her virker adapteren faktisk bedre og mere gedigen end tilsvarende hos 100-250X Microflip. Adapteren er her tilmed magnetisk så enheder let holdes sammen. Ligesom hos Carson 100-250X Microflip, så kræver det også her lidt øvelse at bruge smartphonen som kamera og billedviser, men vi fik faktisk nogle ganske hæderlige nærbilleder af et nyundsprunget bøgeblad.

God til prisen
Også Carson MicroMini-380 har indbygget UV-lys som jeg igen ikke umiddelbart kan se værdien af, men ja, den kan da bl.a. afsløre om dine pengesedler er ægte.
MicroMini'en fylder og vejer næsten ingenting – og der er forbavsende mange ting i naturen som er spændende at betragte større og tættere end øjet normalt kan se. Prøv f.eks. at se pollenkorn fra en mælkebøtte!
Carson MicroMini-380 fås hos Zeejuu.dk (annoncelink til butik) til kr. 129,- og er ligesom Carson 100-250X Microflip bestemt en fin gaveide – ikke kun for naturinteresserede, men også mønt- og frimærkesamlere mfl. kan hente fine detaljer gennem Carson MicroMini.


NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.