Er det en nød? eller en frugt? Nej, det er såmænd en svamp!
Selvom svamperiget alene i Danmark er kæmpestort med mange tusinde arter, så er stjerneboldene noget helt for sig. Næsten som en blomst dukker den frem ad jorden. Det løgformede frugtlegeme åbner sig og folder sig ud som en stjerne, hvorpå kernen – sporebeholderen, der skal sikre arten fornyet liv og spredning, åbenbares. Den runde kerne, ser robust ud som skallen på en nød, men er i virkeligheden skrøbelig og papiragtig når den modnes og klar til at sprede sine sporer. Tunge regndråber er nok til at trykke på beholderen, der via en åbning øverst, får svampen til at udspy sporer som en lille vulkan.
Kødet Stjernebold (foto) er den mest almindelige, men der findes flere arter i Danmark. Kødet Stjernebold ses i efteråret i parker og skove, men kan også dukke op ved kompostdynger og savsmuld i haver. Den findes hist og her i det meste af landet.
/NL