Især mildt og fugtigt vintervejr giver gode betingelser for mange vintersvampe.
Både de populære østershatte og fløjlsfod samt de gummiagtige judasører er stadig at finde i skoven. Alle tre arter er spiselige, men judasører er bedst egnet i f.eks. supper. Af de ikke-spiselige arter er der et noget større udvalg. Mange er sjove og dekorative i en tid, hvor skoven ellers ofte er grå og trist. Det gælder ikke mindst for bævresvampene.
Gul bævresvamp
En af de smukkeste og mest i øjnefaldende er den gule bævresvamp (Tremella mesenterica). I tørt vejr syner den som små, faste, orangegule vækster på gamle grene. Kommer der fugt i vejret forvandler svampen sig som en blomst, der springer ud! Den hæver og svulmer op til en bævrende, gul masse, der nærmest ligner vingummi.
Annonce:
Denne svampebog bør du eje! Opdateret viden om danske spisesvampe!
Violet bævreskive
En af de andre sjove bævresvampe er Violet Bævreskive (Ascotremella faginea). Efter en tid med regn ser det ud til at svampen nærmest bobler ud fra sit voksested på gamle stammer og grene.
Hvidlig bævretop
Hvidlig bævretop (Exidia thuretiana) ses også hyppigt netop nu. Og ligesom de øvrige svulmer den op i fugtigt vejr. Englænderne kalder den for “white brain”.
Godt tidspunkt at lære nogle af skovens svampe at kende.
Den milde vinter er et godt tidspunkt at lære nogle af skovens sjove svampearter. Samtidig er det nemmere nu, hvor svampearterne ikke er så talrige som i sensommeren og efteråret.
/NL