Af naturvejleder Niels Lisborg
Et mylder af liv.
De er kendt af ethvert barn – eller var det ihvertfald da jeg var knægt: haletudser! Utallige gange har jeg stået ude i vandhullet med vandet lige op til støvlekanten (af og til lidt over kanten) for at betragte vandhullets mylder af liv.
Haletudsernes historie er noget helt for sig! I hundredevis klækker de i foråret fra frøernes geleklumper af æg eller fra tudsernes lange, elegante ægsnore – selvfølgelig alt afhængig om deres ophav er af de glathudede frøers slægt eller af de vortede tudsers herkomst.
Kemisk krigsførelse mod bror og søster!
Vandhullets lune, lavvandede ende kan hen på sommeren myldre af tusindvis af haletudser og synes ganske overbefolket. Konkurrencen levner ikke megen plads til søskendekærlighed og da slet ikke hos frøernes yngel, der har udviklet en ganske særlig taktik mod brødre og søstre i den nådeløse kamp om overlevelse. Løsningen er en slags kemisk krigsførelse! De første – og lidt større haletudser kan bremse deres yngre søskende ved at udskille væksthæmmende partikler i vandet. Små, nyklækkede haletudser vil ligefrem risikere at dø på grund af de ældre søskenes kemi.
Fra naturens side er bagtanken nok at i et tæt besat vandhul med mange haletudser vil der være mindre føde til rådighed for den enkelte. Derved bliver haletudsens vækst og udvikling langsommere – og dermed stiger risikoen for at vandhullet udtørrer hen på sommeren før haletudsen har nået sin forvandling, der tillader et liv på landjorden. Ved at hindre efternølernes vækst og konkurrence sikres de ældste en hurtig landgang – og større sikkerhed for artens videreførelse.
Giftig for fisk
Skrubtudsernes yngel tåler lidt bedre hinanden og kan ofte farve vandhuller sorte af aktive haletudser. Tudsernes kemiske taktik er lidt anderledes. Her er selve haletudserne giftige – og dermed er de mindre udsatte for at blive spist af fisk. Af samme grund kan tudsen bedre yngle i større søer, der ikke risikerer udtørring, men til gengæld også rummer fisk. Haletudsen bruger således gift for at afholde fisken fra at æde den.
